Bogen er sendt på gaden med chokbølger til følge.
Biografien om Barcelona-stjernen Robert Lewandowski har vakt opsigt ved blandt andet at afsløre, at målslugeren på et tidspunkt blev bedt om at stoppe med at score, så Barca kunne spare penge.

Men også en historie om den danske landsholdsstjerne Andreas Christensen har fået folk til at løfte øjenbrynet.
I bogen påstår den polske forfatter Sebastian Staszewski, at Andreas Christensen i den afgørende Champions League-semifinale mod Inter nægtede at gå på banen i slutfasen, hvorefter Lewandowski blev sendt ind i stedet.
Inter scorede i overtiden og gik i finalen med scoringen.
Nu har fansiden Viscafcb skrevet om anklagerne på Instagram, hvilket har fået 'AC's kone, Katrine Fogt Friis, til tasterne.
»Wow, folk skriver hvad som helst for at få opmærksomhed,« skriver modellen, der selv har 116.000 følgere på Instagram.
Biografien om Lewandowski kom ud i sidste uge, og Christensen har ikke selv kommenteret påstanden.
Han er vendt tilbage til Barcelona efter de skuffende landskampe, hvor Danmark mistede den direkte VM-billet.
Lørdag sad han på bænken i den catalanske storklubs 4-0-sejr over Athletic Bilbao, og tirsdag venter et Champions League-møde med eksklubben Chelsea.
