Et hattrick. Og så endda i sin debut.

Det var, hvad den tidligere FC Midtjylland-spiller Anders Dreyer leverede mandag aften for Rubin Kazan.

Og ikke nok med det, så er det faktisk en historisk bedrift af danskeren, der skiftede i dette transfervindue. Det blev diskuteret under kampen, men nu er det helt sikkert, at han har præsteret noget, der aldrig er sket før.

'Det er officielt. Anders Dreyer er den første spiller nogensinde til at score tre mål i sin debut i den russiske liga,' skriver Russian Football News på Twitter.

Også Opta Sports, der leverer statistik bekræfter historien og tilføjer dog, at de først startede med at indsamle data fra Rusland i 2008.

Den danske profil sendte allerede det første mål i kassen efter blot tre minutter.

Og det var ikke bare et helt almindeligt mål, for i midten af feltet modtog han et indlæg fra venstre, og mens bolden stadig hang i luften fik han drejet den bagom sit støtteben med hælen, og så sendte han den ellers i netmaskerne. Et mål, der har fået stor opmærksomhed på de sociale medier.

'Velkommen til Kazan, Anders Dreyer,' lød det også jublende fra den russiske klub på Twitter.

Anders Dreyer var dog langt fra færdig med at imponere, og da der var ti minutter tilbage, sendte han endnu engang bolden i mål. Det samme gjorde han i overtiden.

Rubin Kazan vandt kampen med 4-0 i det, der med rette kan beskrives som en vaskeægte drømmedebut for den 23-årige dansker, der skiftede til den russiske liga i slutningen af august efter at være kommet til FC Midtjylland fra Brighton i januar 2020.

Ifølge B.T.s oplysninger måtte den russiske klub slippe omkring 55 millioner kroner for Anders Dreyer, der har markeret sig stærkt i sin tid i FC Midtjylland. I sidste sæson blev det til 11 mål og 11 assists for den offensive profil.