Den 65-årige tyske legende Lothar Matthäus var en fremragende fodboldspiller.

Han spillede 150 kampe for det tyske landshold og vandt blandt andet prisen som verdens bedste fodboldspiller, Ballon d'Or, i 1990.

Men fodboldikonet er tilsyneladende også rigtig dygtig til andet end at brillere med en bold.

Nemlig at tiltrække det modsatte køn.

Til Oktoberfest i den tyske by München havde han sin nuværende kæreste med, som er den 27-årige Theresa Sommer. 

Det skriver The Sun.

I sin aktive fodboldkarriere kom Lothar Matthäus omkring klubber som Bayern München, Inter Milan og MetroStars (Nuværende New York Redbulls, red.). Foto: Henny Ray Abrams/AFP/Ritzau Scanpix

Parret har været sammen i 18 måneder.

Men inden da , har den legendariske midtbanespiller haft svært ved at finde kvinden i sit liv.

Lothar Matthäus har nemlig været gift hele fem gange.

Det med ægteskaberne skulle dog angiveligt være et afsluttet kapitel.

Lothar Matthäus har foruden sine fem ægteskaber været i en række andre forhold. Her ses han med sin daværende kæreste Maren Müiller-Wohlfahrt i året 2000. Foto: Don Emmert/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg har absolut ingen planer om at blive gift igen,« har tyskeren udtalt ifølge mediet.

Det seneste ægteskab for Lothar Matthäus var med den russiske model Anastasia Klimenko, der var 26 år i 2014, da de blev gift.

Inden da blev han i 2008 gift med den ukrainske model Kristina Liliana Chudinova i Las Vegas.

Charmøren giftede sig med sine tre tidligere koner i henholdsvis 1981, 1994 og 2003.

På tværs af sine forhold har Bayern München-legenden fire børn på henholdsvis 40, 38, 34 og 12 år.