Dmitri Payet vil så gerne hjem til Marseille, men West Ham vil ikke lade ham gå. Det fastslog London-klubben endnu engang i løbet af mandagen, hvor man i følge Sky Sports afviste et nyt bud fra Olympique Marseille på den franske landsholdsstjerne.

West Ham forlanger minimum 30 millioner pund (259 mio. kr.), og helt deroppe er franskmændene endnu ikke, og de afviser, at de kommer derop. Ifølge tv-stationen med kilder nær den franske klubs præsident var der tale om et absolut sidste bud denne gang efter tidligere at have fået to afslag.

Dmitri Payet har tidligere gjort det klart, at han ønsker at vende hjem af hensyn til sin familie, og at han ikke ønsker at fortsætte i West Ham. Han er i øjeblikket henvist til at træne med West Hams U23-hold.

Payet kostede i øvrigt kun West Ham 10,75 millioner pund, da man hentede i sommeren 2015.

West Ham-anfører Mark Noble har kommenteret på situationen og fortalt, hvor skuffet han var over sin holdkammerats attitude under træningen.

»Jeg havde - og jeg siger 'havde', fordi jeg ikke har talt med ham de sidste to-tre uger - et fantastisk forhold til ham, men jeg kender ikke hans årsager. Jeg vil ikke kommentere på, hvorfor han vil væk, men jeg ved, at når man ikke har lyst til at spille for holdet, så er det bedre, hvis de slet ikke spiller,« siger han ifølge Daily Express.