Der er en bombe af de større på vej, og den kan blive altødelæggende for den franske superstjerne Paul Pogba.

I hvert fald hvis man skal tro på Juventus-stjernens storebror, Mathias.

Lørdag lagde den 32-årige mand – som lige nu er klubløs, men også er professionel fodboldspiller – en højst overraskende og opsigtsvækkende video på TikTok.

Du kan se en del af klippet med Mathias Pogba i bunden af artiklen.

Engang var alt fryd og gammen mellem Paul Pogba (i midten) og tvillingebrødrene Florentin (tv.) og Mathias (th.). Her kysser de det VM-trofæ, Paul var med til at vinde med Frankrig i 2018.
Engang var alt fryd og gammen mellem Paul Pogba (i midten) og tvillingebrødrene Florentin (tv.) og Mathias (th.). Her kysser de det VM-trofæ, Paul var med til at vinde med Frankrig i 2018. Foto: PETER POWELL
Vis mere

'Snart kommer jeg med store afsløringer om min bror Paul Pogba og Rafaela Pimenta. Hans advokat, ven og fortrolige. Hun bliver kaldt for den mest magtfulde kvinde i fodbold. Min bror kalder hende for sin anden mor,' siger Mathias Pogba i videoen.

Det er tydeligt, at den 32-årige spiller ikke har ret meget tilovers for sin verdensberømte lillebror. Og det har han heller ikke for Rafaela Pimenta, Pauls agent, som nu står i spidsen for One, som hun tidligere drev med superagenten Mino Raiola indtil sidstnævntes død.

Klippet med Mathias Pogba er blevet storomtalt i alverdens medier og lader mest af alt til at komme ud af det blå. Men ifølge broren, der sidst har spillet i franske Belfort, fortjener offentligheden at kende sandheden om Paul Pogba.

'Hvis jeg laver denne video i dag, er det, fordi det franske, italienske og engelske publikum, min brors fans, men i endnu højere grad det franske landshold, Juventus, min brors holdkammerater og hans sponsorer fortjener at vide de her ting.'

'Så de kan træffe en oplyst beslutning om, hvorvidt han fortjener beundring, respekt og kærlighed fra offentligheden. Om han fortjener sin plads på det franske landshold og have æren af at spille et VM,' lyder det fra Mathias Pogba i en nærmest truende tone – og han fortsætter med at liste op:

'Om han fortjener at starte i Juventus, om han er en pålidelig person, som enhver spiller vil have på sin side. Og sidst, om han er en værdig rollemodel for verdens ungdom og repræsentant for store brands.'

Frontalangrebet fra Mathias Pogba fik ikke lov til at stå uimodsagt særlig længe.

For hurtigt reagerede Paul Pogbas advokater – og de alvorlige anklager kommer langtfra bag på dem, forklarer de i en pressemeddelelse.

»De nylige udmeldinger fra Mathias Pogba på sociale medier er desværre ikke nogen overraskelse. De kommer i kølvandet på trusler og koordinerede afpresningsforsøg mod Paul Pogba,« oplyser repræsentanterne og skriver, at myndighederne i Frankrig og Italien har været på sagen i en måned.

Det fik Mathias Pogba til endnu en gang at angribe sin bror, denne gang i flere Twitter-opslag søndag. Her anklager han blandt andet sin bror for at forsøge at manipulere medierne og myndighederne gennem sine advokater.

Paul Pogba er ikke den eneste superstjerne, der står for skud. Også Paris Saint-Germain-spilleren Kylian Mbappé er i sigtekornet, og her kan man også forvente eksplosive afsløringer, lyder det.