En polak, en tysker og en catalonier sidder på en bar - og så træder der pludselig en stenrig sheik ind og blander sig i samtalen.

Sådan kunne indledningen til en vandet vittighed om den seneste udvikling i en af sommerens helt store transfersagaer i Europa lyde.

Robert Lewandowski vil væk fra Bayern München efter at have bombet Bundesligaen i stykker i de seneste mange sæsoner.

Alt har peget på, at FC Barcelona skulle være den polske superangribers næste destination, men ind fra højre er Paris Saint-Germain nu kommet flyvende.

Foto: ELMER MAGALLANES
Vis mere

Ifølge L'Equipe lurer PSG med de svinerige oliesheiker i ryggen nemlig på at hijacke FC Barcelonas Lewandowski-handel.

Franskmændene kan godt se det lækre i at have Lewandowski i en fronttrio med Lionel Messi og Kylian Mbappé på angrebsflankerne ved siden af polakken. I den franske hovedstad drømmer de stort - og de har midlerne til det.

33-årige Lewandowskis første prioritet skulle dog angiveligt være FC Barcelona, men den transfer trækker ud, da Bayern München ikke agter at slippe deres angrebses billigt - også selvom han kun har et år tilbage af sin kontrakt med de tyske giganter.

FC Barcelona er i økonomiske problemer, og Bild i Tyskland skriver, at Bayern-angriberens agent, Pini Zahavi, er tvunget til at tænker i alternativer, hvis den catalanske storklub ikke kan diske op med de mange millioner.

Det er så her, at PSG og de luskede sheiker kommer ind i billedet og gør det hele en smule mere kompliceret for FC Barcelona. Sidste kapitel i Lewandowski-sagaen er tydeligvis ikke skrevet. To be continued...