Landsholdskammeraterne har drillet Viktor Fischer for hans fremføring af den danske nationalmelodi i Polen.

Landsholdsangriberen Viktor Fischer sang godt igennem under den danske nationalmelodi før lørdagens VM-kvalifikationskamp i Polen.

Faktisk skrålede Middlesbrough-spilleren så højt, at landsholdskammeraterne bagefter har lavet fis med Fischer. Det kom frem på et pressemøde før tirsdagens opgør i København mod Montenegro.

»Det var ikke noget reklame-stunt eller en ny måde at gøre det på.«

»Jeg synger altid igennem, og det har jeg altid gjort. Men den fik lige en ekstra skalle nede i Polen, hvor der sad 58.000 tilskuere og virkelig kogte for, at Polen skulle vinde,« siger Viktor Fischer.

»Jeg havde masser af energi, og jeg tror, at alle drengene havde masser af energi.«

»Vi har alle sammen forskellige måder at komme ud med den energi på. Nogle er gode til at gøre det roligt, mens andre har brug for at få det formidlet lidt, og sådan havde jeg det nok,« siger angriberen.

Målscorer i 2-3-nederlaget i Polen, Yussuf Poulsen, havde på mandagens pressemøde svært ved ikke at blande sig i snakken om Fischers højlydte sang.

»Du har hørt meget for det.«

»Du har også gjort det engang på U17-holdet. Det er ikke første gang, at du gør det,« afbrød Yussuf Poulsen og fortalte bagefter, at Viktor Fischer er blevet drillet lidt.

»Der har været en smule. Jeg tror, tv-klippet blev lagt op på internettet af Kanal 5, og den var på på repeat et par gange i bussen på vej ud mod lufthavnen. Det var lige før, at vi smed den op på højttaleren.«

Tirsdag aften venter en ny opgave i VM-kvalifikationen - og naturligvis skal opgøret indledes med, "Der er et yndigt land."

Spørgsmålet er så, hvordan Viktor Fischer vil gribe det an.

»Det har vi snakket om i gruppen. Hvad skal jeg gøre? Jeg kan lade være med at gøre det, men så vil jeg høre for det.«

»Ligesom en moment-spiller, så vil det bare være en moment-sanger i stedet for.«

»Jeg har tænkt mig at give den samme energi, som jeg altid gør, siger Fischer.«

Danmark åbnede VM-kvalifikationen for en måned siden med en 1-0-sejr over Armenien i København. Status efter to spillerunder er tre point.

Tirsdagens opgør mod Montenegro spilles klokken 20.45.

/ritzau/