Vi vender den gamle kliché om og konstaterer, at operationen mislykkedes, men patienten overlevede.

For det var det, der skete, da FCK torsdag aften i en festklædt Parken tabte 0-1 til rivalerne fra Malmö - men alligevel avancerede fra Europa Leagues gruppespil via Dinamo Kievs 1-1-bommert mod Lugano.

Derfor var Viktor Fischer - der fik drøje hug i B.T.'s karakterer - trods alt i et fint humør efter kampen.

Og han havde allerede fundet frem til sin drømmemodstander i 1/16-finalen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Kunne Ajax ikke være fantastisk? Det tænker jeg lidt. Jeg ville synes, det ville være sjovt at komme tilbage til arenaen.«

»Men ellers synes jeg ikke, at vi kan tillade os at være kræsne. Der er kun gode hold tilbage - lige meget om de så hedder LASK eller Arsenal. Vi får at se,« lød det fra FCK'eren, der spillede for Ajax fra 2012 til 2016.

Du fik ikke den bedste afsked med Ajax. Er det derfor, du gerne vil møde dem?

»Nej, det ville bare være ret sjovt at komme tilbage igen. Men det bliver der nok plads til på et andet tidspunkt i karrieren, hvis ikke det bliver denne gang. Men jeg tænkte bare, at det kunne være sjovt.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Da kampen mod Malmö blev fløjtet af, kylede Fischer arrigt sine handsker ned i det nylagte græs i Parken. Men hans humør roterede lynhurtigt 180 grader.

»Jeg anede jo ikke, hvordan det gik i den anden kamp. Jeg gik ud fra, at Dinamo ville slå Lugano, så jeg var frustreret over, at jeg troede, vi var ude.

»Men det var vi ikke, og så kunne jeg smile igen. Det var lidt en besynderlig fornemmelse, for jeg havde slet ikke overvejet, at Dinamo Kiev kunne smide point. Så jeg var virkelig ked af det,« sagde Fischer, som sendte en varm tanke til FCK's schweiziske redningsmænd.

»Tak til Lugano, som blev ved med at spille, selv om de ikke havde noget at spille for.«

Der trækkes lod til Europa Leagues 1/16-finaler på mandag. Se FCK's mulige modstandere her.