Der var ikke så mange, der oplevede det på stadion, men Christian Eriksen leverede en ny solid indsats for Inter.
Der var nemlig beordret tomme tribuner på Giuseppe Meazza Stadion i Milano, hvor Inter tog imod Ludogorest i Europa Leagues 1/16-finale.
Coronovirussen hærger i Norditalien, hvorfor kampen blev spillet uden tilskuere.
Det var Inter-mandskabet ligeglade med, og de leverede en professionel indsats og vandt 2-1. Eriksen spillede godt på den offensive midtbane og stod blandt andet bag en assists til Inters første mål.

Med sejren er Inter videre til 1/8-finalen med samlet 4-1. Inter vandt den første kamp med 2-0 - blandt andet efter Christian Eriksens første mål i den blå-sorte trøje.
Også på søndag, i topbraget i Serie A mod Juventus, kan Eriksen og hans nye holdkammerater se frem til at spille for lukkede døre. Denne gang i Torino.
Den italienske sportsminister har beordret, at en håndfuld Serie A-kampe i weekenden skal spilles uden tilskuere af frygt for, at coronavirussen skal sprede sig yderligere.
Italien er hårdt ramt i disse dage. De seneste tal viser, at antallet af bekræftede coronasmittede i Italien er steget til 650. Antallet af døde er steget til 17.




