Viborg-spiller vil modsvare hadbeskeder med mål
Charly Nouck og hans familiemedlemmer modtog hadbeskeder efter kampen mod Sønderjyske i fredags.

Charly Nouck og hans familiemedlemmer modtog hadbeskeder efter kampen mod Sønderjyske i fredags.

Viborg-spilleren Charly Nouck vil lukke munden på de personer, der skrev racistiske beskeder til både kantspilleren og hans familiemedlemmer efter hans seneste kamp mod Sønderjyske i fredags.
Det gør han bedst ved at komme på måltavlen i den forestående superligakamp mod AGF på fredag.
Det siger Nouck i et interview med TV 2 Sport. Han modtog hadbeskederne efter at have misbrugt flere store chancer i det målløse opgør mod sønderjyderne.
- Det var alt muligt med, at min familie skal lide en frygtelig død, at jeg er affald og en lort. Også n-ordet blev skrevet både til mig og mine søskende. Men jeg gider ikke rigtigt bruge tid på dem, der skriver sådan noget, for hvis jeg først gør det, vil jeg få et lige så sølle liv som dem, der skriver den slags.
- Jeg vil virkelig gerne score et mål. Også bare lige for at lukke munden på nogle, siger han til TV 2 Sport.
Viborg meddelte lørdag, at flere beskeder til Charly Nouck var blevet meldt til politiet.
- Viborg FF tager på det kraftigste afstand fra de racistiske, truende og diskriminerende beskeder, som er blevet rettet mod Charly Nouck og hans familie efter fredagens kamp.
- Denne adfærd er fuldstændig uacceptabel og strider imod både fodboldens værdier og de værdier, vi står for som klub, skrev superligaklubben.
Charly Nouck er søn af en dansk far og en mor fra Cameroun. Han er født og opvokset i Danmark.
RITZAU