Portugisiske Paulinho og Renato Junior fra Brasilien skal være med til at sikre Viborg medaljer i foråret.

Viborg har haft et roligt transfervindue, men på sidste dag har superligaklubben sikret sig to nye folk til angrebet.

I en meddelelse på sin hjemmeside skriver Viborg, at den portugisiske angriber Paulinho er købt i CF Estrela Amadora og har fået en kontrakt frem til sommeren 2026.

I Viborg er forventningerne store, fastslår direktør Morten Jensen.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har søgt efter en ny angriber til vores trup, og vi er glade for at være nået til enighed med Paulinho, som vi synes, passer godt ind her både på de fodboldmæssige kompetencer, og han har også givet et rigtig godt indtryk af sin personlighed.

- Han er en hårdtarbejdende angriber, som er dygtig i presspillet, og så har han sine forcer inde i boksen, hvor han allerede har bevist, at han kan score mål, siger Morten Jensen til klubbens hjemmeside.

Det er da også en ganske imponerende statistik, som den 23-årige spydspids kan prale af i denne sæson.

I Portugals næstbedste række har han scoret 9 mål i 12 kampe. Særligt i de første måneder var han brandvarm med mål i seks af de syv første ligakampe. Han har dog ikke scoret et mål siden 18. september.

Lidt senere tirsdag aften annoncerede Viborg på Twitter, at 20-årige Renato Junior er hentet i Agua Santa i Brasilien. Angriberen har ligesom Paulinho indgået en aftale frem til sommeren 2026.

Viborg er på andenpladsen i Superligaen, før sæsonen genstartes i februar.

Holdet har scoret 25 mål i 17 kampe, hvilket er fjerdeflest blandt holdene i Danmarks bedste række.

/ritzau/