Superligaklubben Viborg FF er blevet en stor profil fattigere, men en masse millioner rigere.

Juvelen Thomas Jørgensen er onsdag blevet solgt til Toulouse fra Frankrigs bedste række, meddeler Viborg på sin hjemmeside.

Fodbolddirektør Mads Agesen har blandede følelser over salget, der er rekordhandel for klubben.

- Timingen er rigtig nu, fordi Thomas først og fremmest har gjort sig fortjent til det, og samtidig er den rigtige klub klar til at betale den rigtige pris.

- Vi havde drømt om at beholde ham lidt længere, men vi har også en forpligtelse til at kigge på det samlede billede, og forhåbentlig er denne transfer også medvirkende til, at endnu flere ser Viborg som et rigtig godt sted at komme til og udvikle sig, siger Agesen til klubbens hjemmeside.

Klubben nævner ikke prisen på holdets store kreatør, men ifølge Tipsbladet får Viborg cirka 56 millioner kroner for Jørgensen, og beløbet kan stige yderligere, hvis en række betingelser opfyldes i fremtiden.

Den 20-årige midtbanespiller har spillet for Viborg i to år, og han står noteret for 72 kampe, 9 mål og 13 måloplæg for de grønblusede.

Thomas Jørgensen har tidligere spillet i FC Københavns ungdomsafdeling, og københavnerne får også en andel i Jørgensens overgangssum.

RITZAU