Tunesiske Mohamed Iyadh Riahi skifter til Viborg FF. Han har skrevet kontrakt med klubben frem til sommeren 2030.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Den 20-årige back er købt fri af sin kontrakt hos Stade Tunisien, hvor Riahi har spillet 31 kampe.

Superligaklubbens fodbolddirektør Mads Agesen ser stort potentiale i den unge forsvarsspiller.

- Vi får en dynamisk back, der bringer fart og aggressivitet, og så kommer han også med et stærkt mindset og en stor sult, siger Mads Agesen.

Mohamed Iyadh Riahi har i år fået debut på det tunesiske U23-landshold, hvor backen har været i aktion i fem kampe.