Fra næste sæson kan du se Superligafodbold på TV 2.
For tv-stationen har nemlig lavet en seksårig aftale med Divisionsforeningen om at dele tv-rettighederne ligeligt med Viaplay.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Dette er er en glædens dag for os på TV 2. 3F Superliga har længe stået øverst på vores ønskeliste, da rettighederne indeholder alt det, vi gerne vil stå for på TV 2. Det er dansk. Det er tæt på vores seere og brugere. Og det gør, at vi snart kommer endnu mere rundt i de store danske fællesskaber, der er omkring klubberne i 3F Superliga,« siger Frederik Lausen, der er sportsdirektør på TV 2.
Hos Viaplay er der også stor jubel over, at man her har forlænget rettighederne med yderligere seks år.
Det betyder, at der nu er Superligafodbold hos Viaplay frem til sommeren 2030.
»Det er en stor glæde at kunne annoncere denne forlængelse. Dansk fodbold rimer på Viaplay! Vi kender hinanden ud og ind, og vi har alle forudsætninger for sammen at bringe dansk topfodbold til nye højder i årene, der kommer,« siger Viaplay Group Danmarks ceo Lars Bo Jeppesen.
»Vi kaster os nu ind i samarbejdet og har som ambition at skabe de skarpeste produkter til seere, brugere og partnere. Jeg glæder mig til at kaste mig ind i arbejdet med dette fantastiske produkt«.
Aftalen betyder, at TV 2 den ene spillerunde sender tre kampe – første-, fjerde- og sjettevalget, og i den efterfølgende spillerunde har stationen anden-, tredje- og femtevalget.
Runden efter byttes der rundt igen, og sådan fortsætter det.
Den nye aftale betyder også, at det efter næste sæson er slut med Superligafodbold hos Discovery i denne omgang.
»Det er fantastisk, at en ny medieaftale nu er på plads. Vi skylder en stor tak til Warner Bros. Discovery, som har været, og stadig er, en rigtig god og innovativ partner. Vi ser frem til at Warner Bros. Discovery leverer endnu en forrygende sæson – som de har gjort hele partnerskabet,« siger Claus Thomsen, direktør i Superligaen A/S og fortsætter:
»Vi glæder os over, at dansk professionel klubfodbolds stærkeste partner gennem tiderne, Viaplay, fortsætter, mens TV 2 efter en længere pause vender tilbage og igen skal sende det bedste fra dansk klubfodbold. Og med DR som fortsat partner, så får dansk fodbold den mest tilgængelige dækning nogensinde. Den 6-årige aftale sikrer fundamentet for klubbernes fortsætte arbejde med at forbedre produktet.«