Viaplay jubler: Har sikret sig to store fodboldbegivenheder


Viaplay har været på indkøb og har sikret sig sommerens to store fodboldbegivenheder.
Både kvindernes EM-slutrunde i juli og U21-herrernes ditto i juni kan ses på Viaplays kanaler. Det oplyser tjenesten i en pressemeddelelse.
Begge begivenheder er med dansk deltagelse – og de vil blive dækket 'massivt' med optaktsstudier, løbende reportager fra landsholdslejrene, analyser og masser af aktuelle historier, skriver Viaplay.
Sportschef på Viaplay, Benjamin Munk Lund, fortæller, at man glæder sig til at genoptage dækningen af kvindelandsholdet. Viaplay havde også rettighederne, da de danske fodboldkvinder spillede VM i Australien i 2023.
»Den slutrundefortælling ser vi meget frem til at fortsætte, når det gælder kampene om Europamesterskabet i Schweiz til juli, hvor vi som et ekstra krydderi kan se frem til, at det hele sættes i gang med et fantastisk brag mod vores svenske naboer,« lyder det fra sportschefen.

Det danske U21-landshold skal ved EM-slutrunden i Slovakiet forsøge at forløse det store potentiale, der findes i den stjernespækkede trup.
»Selvom U21-landsholdet jo på papiret er et ungdomslandshold, så fortæller navnene, der udgør den danske trup, en historie om, at der allerede er masser af dokumenteret kvalitet,« fortæller Benjamin Munk Lund.
»Mange af spillerne kender vi og Viaplays seere således fra enten deres nutid eller nære fortid i den danske superliga, så det er med store forventninger, vi ser frem til at følge deres kamp mod EM-titlen i juni.«
Viaplay oplyser desuden, at dækningen kommer til at indeholde velkendte navne som blandt andre Mads Laudrup, Per Frimann, Niels Christian Frederiksen og Signe Vadgaard.
Begge fodboldbegivenheder bliver en del af streamingtjenestens nye pakke 'Viaplay Dansk Fodbold, Film & Serier'. Alle danske kampe bliver desuden sendt direkte på TV3 eller TV3+.