Selskabet bag streamingtjenesten Viaplay meddelte i nat, at man havde taget afsked med topchef Anders Jensen.

Samtidig nedjusterede selskabet de økonomiske forventninger – og samtidig falder selskabets aktiekurs med 60 procent mandag. 

Der er simpelthen ikke nok, der abonnerer på tjenesten. Og derfor kommer afskeden heller ikke som et chok for B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen.

»Det er altid opsigtsvækkende, når topchefer i en koncern som Viaplay Group pludselig ryger ud, men her er der jo ikke efterladt plads til spekulation. «

»Årsagen angives ret klart i det materiale, som Viaplay Group har sendt ud: Økonomien halter, og så må direktøren altså tage konsekvensen.«

»Det er en meget voldsom reaktion fra markedet,« siger Niels Philip Kjeldsen med henvisning til styrtdykket på aktiemarkedet og fortsætter: 

»Direktørskiftet er en ting, men Viaplay Groups reviderede forventninger, hvor man varsler markedet, at man underpræsterer på økonomi og abonnenter, det falder virkelig ikke i god jord.«

»Vi har set lignende reaktioner, når andre streamingaelskaber er kommet med dårligt nyt. 2022 var et blodbad for streamingaktier. Lige så snart der ikke er vækst, så falder den helt store hammer,« understreger B.T.s forburgerredaktør.

Anders Jensen er færdig hos Viaplay.
Anders Jensen er færdig hos Viaplay. Foto: Viaplay
Vis mere

Det er en konstant voksende konkurrence om streamingkunderne, der har bragt Viaplay i en situation, hvor indkomsten ikke flugter med ambitionerne, mener redaktøren.

»Mere bredt fortæller det her historien om den ret brutale tilstand, streamingbranchen nu befinder sig i. Vi har haft en årrække, hvor abonnenterne bare væltede ind på alverdens tjenester, og den vækst er altså aftaget det seneste års tid. Det gør ondt.«

»Det har haft konsekvenser hos Netflix, Disney, HBO Max og flere andre steder, hvor man pludselig står i et marked, der er rigtig svært at have med at gøre.«

Niels Philip Kjeldsen, journalist og redaktør på B.T.
Niels Philip Kjeldsen, journalist og redaktør på B.T. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi ser optakten til et udskilningsløb nu. Et kapløb. En ting er at være på et marked, når hele markedet går opad, og der er abonnenter til alle hvert kvartal. Så er det jo en rar branche.«

»Men lige nu er vi i et marked, hvor besparelser i omkostningerne fylder en del, og hvor der skal kæmpes fra tue til tue for at få nye abonnenter. De kommer ikke af sig selv længere,« lyder det fra Niels Philip Kjeldsen.

Det bliver danske Jørgen Madsen Lindemann, der nu får ansvaret for at få Viaplay tilbage på sporet.