FCK vandt sikkert med 4-1 over Viborg i Parken. Igor Vetokele scorede to gange, og Cesar Santin scorede det hurtigste mål i FCKs historie.

Otte minutter. Så lang tid var der spillet i Parken, så var FCK foran med 2-0 over Viborg søndag aften. Og så var den kamp vel afgjort, troede alle.

Men efter målet til 2-0 stoppede FCK med at spille fodbold, Viborg kom ind i kampen, reducerede og havde fortjent bedre i en første halvleg, der endte 3-1 

Det lignede ellers  starten på en stor fest i Parken, da Igor Vetokele erobrede bolden fra Viborgs Thomas Dalgaard og lynhurtigt fandt Cesar Santin i dybden. Brasilianeren svigtede ikke foran mål og kunne bringe FCK foran efter kun 38 sekunders spil. Ifølge danskfodbold.com er målet det hurtigste FCK-mål nogensinde.

Syv minutter efter var det Igor Vetokele selv, der kunne score, efter at belgieren kraftfuldt headede et indlæg fra Pierre Bengtsson op i det lange hjørne. Den scoring fik startet en sand fest på tilskuerpladserne, mens den fik pustet en sovepude op for FCK-spillerne, der følte sig alt for komfortable i troen på sejren.

Men efter 24 minutters spil modtog Thomas Dalgaard en aflevering på kanten af feltet, hvorefter han med ydersiden tog bolden med sig forbi Sigurdsson, og fra kort afstand var Dalgaard sikker i sin afslutning. Viborg-topscorerens 11. scoring i denne sæson, og Viborg kunne skimte et lys i Parken.

For FCK havde hverken fart eller kreativitet nok i opspillet i en første halvleg, hvor især Nicolai Jørgensen havde det svært. Viborg havde til gengæld gode idéer i offensiven, mens defensiven haltede gevaldigt. Det blev tydeligt efter en halv time, da en lang bold blev sparket frem mod Viborgs felt.

Her ville Mikkel Rask heade bolden tilbage til en fremadstormende målmand Peskovic, men de to Viborg-spillere gik fejl af hinanden, Rask headede forbi sin målmand, og så kunne en helt fri Vetokele heade bolden i et tomt mål til 3-1. Belgierens femte mål i seks kampe.

Men på trods af føringen hang spillet ikke helt sammen for FCK, hvor især Youssef Toutouh, der afløste karantæneramte Claudemir på midtbanen, var toneangivende for de forsvarende mestre. Det kom især til udtryk i anden halvleg, hvor FCK endelig øgede tempoet og skruede op for intensiteten efter en pause, hvor Solbakken tydeligt var utilfreds.

Selv om Viborg aldrig var helt væk, blev jyderne i de sidste 45 minutter mast i FCK'ernes maskine, og det var kun fortjent, at FCKs bedste, Toutouh, kunne heade bolden i mål til 4-1 fra en placering i midten af feltet. Det var, hvad FCK behøvede for at lukke kampen, og efter den scoring kontrollerede FCKerne sejren sikkert hjem.

Med sejren er FCK på tredjepladsen og fik ikke mindst en god generalprøve på den svære udekamp i Champions League på onsdag mod Juventus. Viborg bliver i midten af tabellen, inden mandagens kamp mellem AaB og FCN.