Fodboldmillionærerne fra Atlético Madrid landede onsdag eftermiddag i Københavns Lufthavn. Og det var ikke gået FC Københavns kommende Europa League-modstanders næse forbi, at Danmark onsdag mistede en stor kongelig personlighed i Prins Henrik.
Via klubbens officielle Twitter-profil sendte Atlético Madrid således deres kondolencer til den danske kongefamilie og det danske folk.
»Hej København. Vi er kede af at høre om Prins Henriks bortgang, og vi sender hermed vores kondolencer til det danske folk,« skrev storklubben og vedhæftede samtidig billeder af en håndfuld af fodboldstjernerne, der sætter fod på dansk grund.
FC København er i den grad underdogs, når de torsdag aften klokken 21.05 møder Atlético Madrid i det første opgør i Europa Leagues 1/16-finale. De danske mestre har meldt om udsolgt til opgøret mod verdensstjerner som Antoine Griezmann, Fernando Torres og Jan Oblak.
Det spanske hold har i løbet af de seneste fire år spillet sig frem til Champions League-finalen to gange - hvor det dog begge gange blev til nederlag til storebror fra Real Madrid.
Prins Henrik sov stille ind sent tirsdag aften - kort efter at han var returneret til Fredensborg efter at have været indlagt på Rigshospitalet i en lille uges tid.


