Hvor skal landsholdet spille store kampe mod nationer som Spanien, Frankrig og England i efteråret 2020?

Det er et af de spørgsmål, der står tilbage, efter de rød-hvide i fredags vandt deres gruppe i Nations League og dermed rykkede op til Europas største nationer i turneringens øverste lag.

Næste års EM-kvalifikationskampe skal spilles i Parken, der har en aftale med DBU løbende frem til udgangen af 2019. Men herefter står alle døre på papiret åbne.

DBU kan dermed i teorien invitere til storopgør mod Europas største nationer i Brøndby, Aarhus eller Herning, når Nations Leagues gruppespil igen spilles om knap to år.

Men noget peger dog på, at landsholdets store kampe lander i København.

»Det er lande som England, Spanien og Belgien. Der har vi en forventning om, at der kommer flere med med den tilstrømning, vi alligevel ser med fans og publikum og det, vi er lykkedes med på den rejse, Åge har været med til at starte. Der skal vi spille et sted, der kan rumme det. Vi har et princip om, at vi - med alt, hvad vi gør - ønsker at sende det i udbud. Det vil sige, vi har en række kriterier, man kan yde ind på og være en del af,« sagde DBUs direktør Claus Bretton-Meyer mandag aften til Kanal 5 (se mere til hans udtalelser øverst i artiklen):

»Men det er klart, vi ønsker at spille for flest mulige, og når de stiller op, skal vi finde det sted, der er mest plads.«

Samme holdning har DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, som dog ikke kan sige, om det er ensbetydende med en tilbagevenden til Parken.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg mener det samme som Claus. Det er det, vi vil lige nu. Mere præcist kan jeg ikke sige det,« siger han til B.T.

I sidste ende er det dog op til DBUs bestyrelse, hvor landsholdet skal spille. Det beretter landstræner Åge Hareide, der i samme åndedrag fastslår, at han har nydt kampene i Jylland.

»Det er bestyrelsen, der bestemmer, hvor vi spiller. Men nogle gange er det godt at komme rundt i Danmark. Jeg synes, det er godt at komme til Jylland og spille her også. Det er godt for landsholdet og for fodboldinteressen. Vi må bare vente og se, hvilke kampe vi får i fremtiden, og hvad bestyrelsen beslutter,« siger landstræneren.

Landsholdet har dette efterår spillet Nations League-kampene mod Wales og Irland i Aarhus, mens venskabskampen mod Østrig i oktober blev afviklet i Herning.