Brasilianeren Ronaldinho har valgt officielt at stoppe sin fantastiske karriere. Det sker tre år efter, at offensivspilleren spillede sin sidste kamp.

»Det er forbi. Vi vil gerne lave noget stort for ham for at markere hans farvel. Det bliver efter VM til sommer - måske i august,« siger Ronaldinhos bror og agent, Roberto Assis til brasilianske Globo. Det skriver FourFourTwo.com

»Vi er ved at planlægge nogle ting nu i Mexico, Europa og Asien. Der bliver selvfølgelig også noget i forbindelse med det brasilianske landshold,« siger Roberto Assis.

»Vi er ved at lægge et program nu. Det forhold, at han har været goodwill-ambassadør for FC Barcelona i ti år, betyder naturligvis en masse. Han har en høj stjerne mange steder af samme årsag.«

Den snart 38-årige Ronaldinho blev verdensmester med Brasilien i 2002. Han skiftede fra brasilianske Gremio til Paris Saint-Germain i Frankrig i 2001, men hans storhedsperiode kom i FC Barcelona fra 2003 til 2008, hvor han takket være sine mange mål og målgivende afleveringer spillede en vital rolle, da jklubben vandt mesterskabet i 2005 og 2006 og Champions League i 2006.

Desuden blev Ronaldinho i 2005 kåret til verdens bedste fodboldspiller (Ballon d'Or).

Siden fortsatte Ronaldinho karrieren i AC Milan, som han blev mester med i 2011, og i hjemlandet i klubberne Flamengo og Atletico Mineiro samt Queretaro i Mexico. Den sidste turneringskamp spillede han for Fluminense i Brasilien i 2015.

PÅ VIDEOEN ØVERST PÅ SIDEN KAN DU SE EN VIDENSKABELIG FORKLARING PÅ, HVORDAN RONALDINHO LAVEDE EN AF SINE MEST LEGENDARISKE SCORINGER