Han blev professionel, året før Lionel Messi blev født.

Kazuyoshi Miura regnes for at være verdens ældste professionelle fodboldspiller, og han har ingen intentioner om at stoppe.

Nu skal spille resten af sæsonen i portugisiske Oliveirense, som har lejet ham i Japan.

Inden februar bliver til marts, fylder fodboldspilleren Kazuyoshi Miura 56 år.

Men det har ikke afholdt japaneren i at søge et nyt eventyr i Europa.

Inden transfervinduet lukkede i Portugal, slog Oliveirense fra den næstbedste række kløerne i angriberen, som begyndte sin professionelle karriere i den brasilianske klub Santos helt tilbage i 1986.

Miura er ejet af Yokohama FC fra den japanske J-League. Her har han rekorden for at være den ældste spiller, som nogensinde har scoret i ligaen.

Den slog han for snart seks år siden. Nu går turen til Portugal.

- Selv om det er et nyt sted for mig, vil jeg arbejde hårdt for at vise alle den spillestil, jeg er kendt for, siger han ifølge BBC.

55-årige Miura, som har 89 landskampe på cv'et, har proklameret, at han vil fortsætte karrieren, til han fylder 60 år.

Ud over Japan og Brasilien har han spillet for klubber i Kroatien, Italien og Australien.

Oliveirense kan med en god anden halvdel af sæsonen nærme sig oprykningspladserne. Efter 18 kampe er holdet på niendepladsen med 24 point.