FCK tabte 1-2 i aftenens Europa League-opgør mod Lokomotiv Moskva. Her er BT's karakterer fra opgøret.

Robin Olsen
Han redder ikke point for FCK i øjeblikket, og selvom han heller ikke kan decideret klandres for målene, drømmer Solbakken nok om en afgørende redning snart.
4

Peter Ankersen
Forfærdelig skidt beslutning af Ankersen at flagre med armene for at få indkast, for han manglede sekunder senere, da Lokomotiv bragte sig foran 1-0.
4

Denis Vavro
Solbakken har selv italesat slovakkens formdyk, og det blev ikke i denne kamp, Vavro vendte det. Var slemt involveret i Lokomotivs 2-1-mål.
02

Michael Lüftner
Tjekken er måske den mest udskældte spiller i FCK i denne krisetid. Han var dog ikke direkte indblandet i noget forkert og var tæt på at score til 2-2.
4

Nicolai Boilesen
Rolig og ikke mindst en voldsomt klog indsats af venstrebacken, som bare har noget erfaring, der gør ham ekstra vigtig for FCK i den svære periode.
7

Carlo Holse
Det begyndte spændende, og der er mange gode idéer i unge Holse. Udførslen kneb det dog med, og der blev for mange boldtab siden. Men visionerne er der.
02

William Kvist
En lettere anonym indsats for anføreren, men rent faktisk på en god måde. Fyldte de huller ud, som blev skabt og sørgede for konstant balance på FCK-holdet.
4

Carlos Zeca
Lagt op i en rolle som hængende angriber for at holde fast i bolden. Det kunne han godt have været bedre til. Intet at sætte på arbejdsindsatsen til gengæld.*
4

Uros Matic
Løbestærk, bevægelig og ivrig. Men det ender bare aldrig rigtig godt for Matic, der kæmper for at finde sin rolle på FCK-holdet. Stadig for flyvsk i sin stil.
4

Benjamin Verbic
Boom! Og så havde Verbic igen understreg-et, hvorfor han lige nu savnes ekstremt af FCK i Superligaen (har karantæne). Sikke en kasse. Og så kan han bare udfordre på højt niveau.
10

Pieros Sotiriou
Solbakkens favoritangriber pt. Cyprioten er ikke decideret skarp, men han kan bruges som spilstation, og så har han fysik til Solbakkens europæiske spil.
02

Ståle Solbakken
Nordmanden prøvede noget gammelt ved at gå tilbage til kun en enkelt angriber i Europa. FCK-præstationen var godkendt, men resultatet giver ingen selvtillid.
4