De var otte-ni år gamle, da de første gang spillede på hold sammen. Østerbro-klubben Skjold var det fælles mødested for Pierre-Emile Højbjerg, dengang angriber, og Yussuf Poulsen, der blev placeret i midterforsvaret. Siden fulgte de uendelige timer sammen på ’døveren’, den gamle døveskole på Kastelsvej med den asfalterede fodboldbane. I morgen kan de for første gang nogensinde spille sammen på A-landsholdet, når Danmark møder Albanien i EM-kvalifikationen.
Historien om 20-årige Yussuf og 19-årige Pierre-Emile er fortællingen om to glade københavnske drenge, der i en hård og kynisk professionel fodboldverden har holdt sammen og flettet et tæt fælles bånd. Begge har de slået til på fodboldens øverste hylde, begge løber de rundt med et stort personligt tab.
- Det bliver rigtig tæt, når man er vokset op sammen og pludselig står i alt det her glamour og halløj. Så bliver man tætte og automatisk knyttet til hinanden, siger Bayern München-spilleren Pierre-Emile Højbjerg fra landsholdslejren i Helsingør. Her har han for første gang fået selskab af sin barndomskammerat, der gik på naboskolen på Østerbro tilbage i ’nullerne’. Ligesom Pierre-Emile Højbjerg spiller Yussuf Poulsen nu i tysk fodbold. I 2. Bundesliga-klubben RB Leipzig.
- Vi har hele tiden været i kontakt med hinanden og fulgt hinandens udvikling. Det er et naturligt og tæt bånd, vi har fået bygget op over årene. Efter jeg tog fra Skjold til Brøndby, og han tog til Lyngby, spillede vi gadefodbold på døveskolen. Det var tit om lørdagen eller søndagen fra klokken et om eftermiddagen til fem-seks stykker. Der er eddermame blevet spillet meget. Hold da kæft, forklarer Højbjerg om årene, der såede de første frø i det spirrende venskab.
Sådan er det egentlig stadig. Tag et smut forbi ’døveren’ i sommerferien, og der er gode muligheder for en gang gadebold med et par landsholdsspillere.
- Nogle gange om sommeren mødes vi med de gamle venner fra Østerbro på ’døveren’. Så spiller vi lidt der. Det tror jeg også, Zanka kan nikke genkendende til, siger Yussuf Poulsen og kigger over på en nikkende Mathias Zanka Jørgensen fra FC København, der har taget plads ved siden af.
Taler man med folk omkring Yussuf Poulsen og Pierre-Emile Højbjerg tegner der sig et billede af to glade drenge, der altid er klar på sjov. Sådan karakteriserer de også hinanden. Men vejen til succesen og landsholdet har ikke været sjov hele vejen. Begge har de på rejsen lidt store tab. Begge har de mistet deres fædre til kræftsygdommen. Yussuf Poulsen, da han var seks år gammel, Pierre-Emile Højbjerg for mindre end et halvt år siden. Det har gjort venskabet stærkere.
- Han ved, hvad det vil sige at miste. Han har været der for mig og hele tiden sagt, jeg bare kunne slå på tråden. Det har betydet meget for mig. Jeg har så ikke altid været god til det. Når man graver sig ned, kan det være svært at grave sig ud igen, fortæller Pierre-Emile Højbjerg, der stadig arbejder på at bearbejde sorgen.
Yussuf Poulsen kan sagtens mærke, at det har givet venskabet en ny dimension.
- Selvfølgelig. Der bliver jo sagt noget andet end til hverdag, når sådan noget sker. Jeg stillede mig til rådighed for at hjælpe ham. Jeg ved godt, hvor svært det kan være. Det har vi jo også til fælles, som han siger.
At venskabet er guld værd (måske endda også på landsholdet i fremtiden, hvor Pierre-Emile Højbjerg har spået dansk EM-guld i 2020) mærker man tydeligt, når man taler med de to unge og reflekterende landsholdsspillere. I den kyniske og konkurrenceprægede fodboldverden, hvor spillere ryger ud og ind af klubber, er tætte venskaber ikke en selvfølge.
- Det kan godt være svært at få tætte venskaber i den professionelle fodboldverden. Men når man kender hinanden fra før, er det ikke så svært. Sådan har jeg det også med Uffe Bech (FC Nordsjælland og landsholdet) og Christian Nørgaard fra Brøndby. Folk, man kender fra før, er ikke så svære at fastholde venskaber med, siger Yussuf Poulsen. der allerede i morgen kan få A-landsholdsdebut ved siden af Pierre-Emile Højbjerg.
- Det er for vildt. Jeg kan huske, da vi var til EM i Serbien for U17-landsholdet. Der sad vi begge på bænken og savnede at spille. Nu sidder vi her på A-landsholdet som de eneste to fra det hold, fortæller Højbjerg.
To venner, to stjerner og to gode bud på fremtidens landsholdsstamme.
