Vejle har lagt afstand til nedrykningsstregen, men det kan blive svært at nå top-6 efter 0-0 mod AC Horsens.

Vejles drøm om at slutte blandt de seks bedste i Superligaen led et stort knæk fredag aften, hvor det blot blev 0-0 på hjemmebane mod bundholdet AC Horsens.

Et stolpeskud i overtiden var det tætteste, Vejle kom på sejren, og vejen til den vigtige top-6 er nu en del længere.

Derfor ærgrer pointtabet også midtbanespillerem Arbnor Mucolli.

- Hvis vi skulle drømme om top-6, skulle vi nok have slået Horsens, siger Mucolli.

Vejle har nu tre point op til Sønderjyske på sjettepladsen - og vejlenserne har endda spillet en kamp mere.

I de sidste fire kampe af grundspillet venter der Vejle svære kampe mod blandt andre FC København og FC Midtjylland, men det skræmmer ikke Mucolli.

- På dagen kan vi slå alle hold, og vi kan slå FC København på onsdag, siger han.

Vejle har fortsat 13 point ned til en af de to nedrykningspladser. Selv om afstanden er stor, har Mucolli ikke helt afskrevet skrækscenariet, der vil være en tur ned i den næstbedste række.

- Selvfølgelig er nedrykning et tema. Vi er oprykker, og vi skal se virkeligheden i øjnene. Vi skal skrabe så mange point sammen som muligt, siger han.

Hos Horsens' cheftræner, Jens Berthel Askou, er der et håb om, at Vejle kan komme i nedrykningsfare, som sæsonen skrider frem.

- Det håber jeg, for så betyder det, at vi er tæt på at hente dem, men jeg synes, det er et godt hold, siger Askou, som ikke er sen til at rose Vejle-spillerne.

- Nogle af deres spillere har præsteret sindssygt flot mod nogle af de bedste hold i rækken gennem sæsonen, siger han.

Traditionsklubben Vejle er end som nedrykker hver eneste gang, at klubben er rykket op i Superligaen i dette årtusind.

/ritzau/