Vejle-træner Adolfo Sormani ser den kommende kamp mod Hobro som ekstra vigtig efter 1-3-nederlag til FCK.

Vejle. Vejle løb søndag eftermiddag ind i klubbens andet nederlag i træk, da de rødblusede på hjemmebane tabte 1-3 til FC København.

Vejlenserne kom ellers foran i første halvleg, men måtte i anden halvleg se gæsterne vende kampen.

Vejle har nu blot hentet ét point i de seneste tre kampe, og derfor ser klubbens træner, Adolfo Sormani, den kommende kamp mod bundrivalerne fra Hobro, som meget afgørende.

- Den næste kamp mod Hobro er altafgørende for os, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at tage derop og vinde kampen, siger Adolfo Sormani.

Spørger man Vejle-træneren, hvordan kampen skal vindes, har han allerede nu opskriften klar. En opskrift, som også lykkedes godt for Vejle i første halvleg mod FCK.

- Vi skal vinde kampen ved at være aggressive og spille hurtigt. Gør vi det, har vi en god chance for at hente tre point, siger Vejle-træneren.

Frem mod den kommende kamp venter hårdt arbejde for Vejle. En opskrift, som Adolfo Sormani er godt bekendt med.

- Vi får ikke de point, som vi fortjener lige nu. Den eneste medicin, som jeg kender, er at arbejde hårdt og forsøge at fikse de problemer, som vi har.

Adolfo Sormani mener blandt andet, at spillerne mangler den sidste erfaring i de afgørende situationer.

Anfører Jacob Schoop er alligevel ganske sikker på, at den afgørende sejr nok skal komme, hvis klubben fortsætter det hårde arbejde.

- Vi får ikke det, som vi fortjener lige nu. Heldet vender også på et tidspunkt, og så er det os, der begynder at vinde kampene.

Vejle møder som nævnt Hobro i den næste superligakamp for Adolfo Sormanis tropper. Det sker på udebane. Vejle er tre point foran Hobro på ligaens 12.-plads, mens Hobro ligger sidst i Superligaen.

/ritzau/