Peter Sørensen tror på bedre tider i Vejle, der blot har hentet to point i 11 kampe før møde med Brøndby.

Troen på overlevelse i Superligaen er stor i Vejle trods en klar sidsteplads i landets bedste fodboldrække.

Det er blot blevet til to point i 11 spillerunder i grundspillet for vejlenserne, før bundholdet søndag besøger de regerende mestre fra Brøndby.

Cheftræner Peter Sørensen forventer, at holdet snart begynder at gøre det bedre.

- Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi overlever, siger Peter Sørensen til klubbens hjemmeside.

Der skal findes to nedrykkere til 1. division, og midtvejs i grundspillet har Vejle seks point op til Sønderjyske på 11.-pladsen. Der er yderligere fire point op til AGF, Viborg og Brøndby.

- Hvad angår tabellen, så er vi ikke langt fra de nærmeste. Overlevelse er bestemt inden for det muliges rige, og det er både plausibelt og realistisk, at vi kan indhente vores modstandere, siger Peter Sørensen.

- Når grundspillet er færdigspillet, venter der et kvalifikationsspil, hvor vi har gode muligheder for ikke bare at tage point, men også at tage point fra vores direkte modstandere, siger han.

Vejle fyrede efter fem spillerunder af sæsonen Carit Falch som cheftræner, og med afløseren Peter Sørensen ved roret er det blevet til yderligere et enkelt point.

Sørensen forklarer, at trænerstaben har arbejdet på at forbedre spillernes kondition, som ifølge cheftræneren er styrket.

Søndagens udekamp mod Brøndby spilles klokken 16.00.

/ritzau/