Steffen Kielstrup fik den bedst tænkelige start, da han tog hul på en ny periode som midlertidig Vejle-træner.

Efter fire nederlag på stribe og fyringen af træner Ivan Prelec, førte Kielstrup sammen med den anden midlertidige træner Morten Bisgaard Vejle til en sejr på 2-0 hjemme mod FC København.

- Det er lidt uvirkeligt at stå her og have vundet 2-0 over FCK. Men drengene leverede ude på banen, og det gjorde, at vi lavede en præstation, som gjorde, at vi fik point, siger Steffen Kielstrup til bold.dk.

- Vi havde marginaler og alt det, vi skal have med os, når vi møder et rigtig godt hold. Men drengene de arbejdede for det, og nogle gange så tipper det ens vej, og det skal de have stor ros for.

Vejle ligger fortsat sidst i Superligaen med syv point op til Randers på den rigtige side af nedrykningsstregen, men efter at have vundet for første gang i ligaen siden 1. august går Vejle til landskamppause med en succesoplevelse.

Nu kan Vejle-truppen se frem til nogle fridage.

- At møde ind efter sådan en sejr her er noget sjovere. Så der er noget at bygge videre på og en tro på, at med det her arbejde så kan vi være med. Men det her var én kamp, og der er rigtig mange endnu, påpeger Kielstrup.

Han har sammen med Bisgaard fået træneransvaret for resten af kalenderåret.

Vejles næste opgave er udekampen mod Viborg 23. november.

/ritzau/