Sergiy Gryn fra den danske fodboldklub Vejle Boldklub er blevet smittet med coronavirus.

Det oplyser klubben, der er rykket op i Superligaen. Spilleren har ikke været i kontakt med andre fra truppen, der derfor fortsætter uændret med træningen 'på fuld knald', som det lyder på klubbens hjemmeside.

Smitten blev konstateret mandag, da spillerne mødtes for første gang i forberedelserne til den nye sæson.

»Vi var forberedt på, at der kunne være en spiller, der blev smittet i sin ferie,« siger teknisk chef hos Vejle Boldklub Jacob Krüger:

»De protokoller, vi i samarbejde med Divisionsforeningen hele foråret arbejdede ud fra, har igen vist sit værd. Takket være disse forholdsregler kunne vi konstatere Sergiy Gryns smitte ved den første test.«

Sergiy Gryn er nu – igen ifølge protokollerne – sendt i isolation. Resten af truppen og staben skal på torsdag testes for coronavirus igen.

Det er anden gang, at en spiller fra klubben testes positiv for covid-19. Det skete også i maj, hvor det var det første positive tilfælde hos en dansk eliteklub.

Vejle Boldklub sluttede i den netop overståede og forsinkede coronasæson på førstepladsen i 1. division, og holdet sikrede sig dermed den eneste oprykningsplads til Superligaen. Her lægger ud med en udekamp mod bronzevinderen AGF.