Hos AaB ærgrede man sig over 1-1 mod Vejle, mens resultatet har skabt optimisme hos oprykkerholdet.

Fredagskampen i Superligaen endte 1-1 mellem Vejle og AaB, selv om udeholdet havde to store chancer til sidst.

Og den manglende skarphed skabte ærgrelse hos det nordjyske mandskab.

- Vi ærgrede os over, at en af dem ikke gik ind. Tre point havde skabt et fremragende udgangspunkt for os, siger AaB-forsvarer Jakob Ahlmann.

Tre point ville nemlig have sendt klubben et stort skridt nærmere at sikre sig førstepladsen i nedrykningsspillet, der giver adgang til en Europa Playoff-kamp mod nummer fire fra mesterskabsspillet.

Selv om AaB fortsat er i en gunstig position, vil Kristoffer Pallesen ikke tænke for langt frem.

- Jeg vælger at kigge fremad og tage en kamp af gangen. Når vi spiller så mange indbyrdes kampe i tabellen, kan det rykke sig hele tiden, siger han.

AaB har fire point ned til OB og Vejle, der indtager de efterfølgende pladser i nedrykningsspillet.

Hos Vejles Arbnor Mucolli var der fin tilfredshed at spore efter pointdelingen i Nørreskoven.

- Overordnet set var 1-1 fair. Vi havde første halvleg, og de havde anden halvleg og nogle store chancer til sidst, lyder fra midtbanespilleren.

Præstationen mod AaB har også givet Mucolli en tro på, at Vejle kan overleve i Superligaen, hvis oprykkerholdet kan fortsætte de takter i den resterende del af sæsonen.

- Hvis vi spiller på denne måde, er jeg sikker på, at vi nok skal klare skærene i Superligaen, men selvfølgelig ser vi alvoren i øjnene, og Lyngby spiller godt.

Vejle har aktuelt syv point ned til Lyngby under stregen, inden Lyngby søndag møder rækkens absolutte bundhold AC Horsens.

/ritzau/