Med en 3-0-sejr over Kolding IF er Vejle Boldklub tilbage på førstepladsen i 1. division.

Vejle Boldklub er tilbage på førstepladsen i landets næstbedste fodboldrække efter at have udlånt duksepladsen til Viborg natten over.

Lørdag vandt vejlenserne lokalopgøret over et sløset Kolding-hold med 3-0. Det rødblusede hjemmehold udnyttede gæsternes gavmildhed til at score alle tre mål i løbet af kampens første 24 minutter.

Allerede efter et minut gik det galt for gæsterne, der ellers selv kunne have overtaget førstepladsen med en sejr. Efter en dum opspilsfejl havnede bolden til sidst hos Diego Montiel, og den svenske kreatør sparkede bolden koldt i mål med højrebenet.

Svenskeren scorede også målet til 3-0. Han blev spillet fri på kanten af feltet og kunne ubesværet drible uden om tre forsvarsspillere, før han sparkede bolden ind.

Forinden havde Lucas Jensen scoret til 2-0 på et flyvende hovedstød efter fornemt oplæg af Serhii Hryn.

Fra 2011 til 2013 havde to klubber et fælles samarbejde under navnet Vejle Boldklub Kolding, men siden koldingenserne trak sig ud af samarbejdet, har klubben været rangeret lavere end storebror fra Vejle.

Den status var der ændret på i begyndelsen af sæsonen, men efter Vejles nu niende ligakamp i træk uden nederlag, er storebror fire point foran lillebror i tabellen.

Om det var gammelt venskabs skyld skal være usagt, men Vejle slap foden fra speederen i anden halvleg. Når der endelig var fare på færde, var Kolding-målmand Jens Rinke vaks.

Det er kun vinderen af 1. division, der rykker op i Superligaen. Viborg har tre point færre end Vejle, men har også spillet en kamp færre.

/ritzau/