Det glæder Vejle-anfører Jacob Schoop, at tilskuerne tirsdag aften var tilbage på Vejle Stadion efter flere kampe med tomme tribuner.

Han ærgrer sig dog over, at han måtte skuffe de omtrent 400 tilskuere, der så Vejle lide et overraskende 1-2-nederlag til Skive i 1. division.

- Det betød helt sikkert noget for intensiteten i kampen, at der var tilskuere. Det har været nogle tunge kampe uden fans, og fodbold er for fans, og det giver nogle ekstra procenter, når man kan mærke, at de er med til at skubbe en frem.

- Det var en fornøjelse at spille foran vores fans igen. Vi kunne mærke dem allerede, da vi kom ud til opvarmningen inden kampen. Det er alt andet lige sjovere at komme ud, når der er nogen til at byde en velkommen, så det var ærgerligt, at vi ikke kunne give dem den oplevelse, som de fortjente, siger Schoop.

Det er tilladt for 500 personer at opholde sig på et stadion i forbindelse med en fodboldkamp i Danmark, og det tal inkluderer såvel spillere som trænere, klubpersonale og dommere.

Da 1. division gik på coronapause for tre måneder siden, havde Vejle et tilskuergennemsnit på cirka 3500 til klubbens hjemmekampe. Jacob Schoop håber, at der snart kan lukkes et tilsvarende antal fans ind igen.

- De tilskuere der var i dag, gjorde det rigtig godt, og det lød som om, der var flere, end der var. Men det vil helt sikkert betyde endnu mere og give et boost, når der kommer flere tilskuere, i stedet for at man skal se tomme sæder overalt, siger Vejle-anføreren.

Tilskuernes vokale opbakning havde dog ikke den ønskede effekt på banen. For første gang siden 14. august sidste år, måtte Vejle gå fra en ligakamp uden point.

Vejlenserne er stadig ti point foran konkurrenterne Viborg og Fredericia i jagten på at snuppe oprykningsbilletten til Superligaen. Viborg og Fredericia har dog spillet en kamp færre.

- Vi skal sørge for, at det her ikke åbner døren for de andre. Vi er ikke tilfredse med vores præstation, men det var et bump på vejen, og vi har heldigvis en kamp allerede lørdag, og der skal vi vise, at vi er, hvor vi skal være.

- Jeg er ikke bekymret. Vi har tabt en fodboldkamp efter en stime, hvor vi har undgået nederlag. Men det ville også være lidt overtroisk at tro, at vi kunne gå igennem næsten en hel sæson uden nederlag, siger Jacob Schoop.

Lørdag møder Vejle lokalrivalen Kolding IF på udebane.

/ritzau/