AC Horsens' Bjarke Jacobsen modtog søndag sit andet røde kort efter VAR-gennemsyn i bare tre kampe.

Horsens har fået en forfærdelig sæsonstart med bare et point i de første fem runder af Superligaen.

Og det er ikke bare de manglende point, der har været et problem. Holdet har efter fem kampe også allerede har fået to røde kort, som begge er tilfaldet samme spiller.

I søndagens 0-3-nederlag til AGF modtog holdets midtbaneslider Bjarke Jacobsen nemlig sit andet røde kort i sæsonen efter et VAR-check, og det irriterer den 27-årige Horsens-spiller.

- Det er pisse irriterende at stå her igen. Det er det værste, at man ikke kan være med i de næste par kampe og få vendt skuden, siger en frustreret Jacobsen efter nederlaget.

Horsens-træner Jonas Dal var efter kampen ligeledes frustreret over det røde kort. Han er ikke voldsomt imponeret af VAR-introduktionen i ligaen.

- Velkommen til VAR. Nu har vi fået lov til at opleve det et par gange, men endnu har det ikke været til vores fordel.

- Når de (VAR-dommerne, red.) forhåbentlig har set den igennem tusind gange, så er vi forhåbentlig kommet frem til den rigtige dom.

- Jeg sagde det allerede ved det første røde kort mod Randers, at hvis det var til rødt, så får vi godt nok mange røde kort i år, siger Dal, der overtog trænerjobbet i Horsens før denne sæson.

Det har langtfra været den ønskede start for den 44-årige træner i Horsens, men han er ikke nervøs for, om ledelsen tænker på at fyre ham. Det blev allerede inden sæsonen diskuteret, hvordan tingene kunne se ud efter bare fem kampe.

- Jeg er ikke bange for, hvad ledelsen tænker, for det har jeg allerede snakket med dem om. Også allerede inden jeg blev ansat.

- Så lang tid er der heller ikke gået endnu, og der skal lige gå lidt længere tid, da vi har mødt nogle svære modstandere indtil nu, mener han.

Næste gang Jonas Dals Horsens skal forsøge at få sæsonens første sejr er på søndag, når FC Nordsjælland kommer forbi Casa Arena i Horsens.

/ritzau/