Det var ved at gå galt, men Pat Nevin nåede at undvige i sidste øjeblik.
»Jeg kørte rundt om et hjørne ved toppen lige inden Lochranza og ramte næsten en fyr på cykel. Jeg fik flyttet bilen i sidste øjeblik. Jeg kunne have slået ham ihjel.«
Sådan fortæller den tidligere Chelsea-spiller i et interview med BBC Radio i Skotland, skriver flere engelske medier, blandt andet Daily Mail.
Tiden skal skrues tre år tilbage. Her var Nevin på ferie på den skotske ø Arran, da han kørte en tur langs den nordlige kyst.

Og det var her, det nær gik galt, da hans bil var meget tæt på at ramme en cyklist. En cyklist, der ikke bare var hvem som helst, men én som Pat Nevin og store dele af fodboldverdenen kender godt.
»Det var Roman Abramovich. Sikke en historie det havde været, hvis jeg havde dræbt Roman Abramovich. Jeg ramte lige akkurat ikke. Den dag i dag ved han ikke, at det var mig (der kørte i bilen, red.),« fortæller Pat Nevin om mødet med den russiske milliardær og investor.
Et møde, der heldigvis endte godt i stedet for med et grimt frontalt sammenstød.
Pat Nevin spillede i Chelsea fra 1983 til 1988, hvorefter han skiftede til Everton. I dag arbejder han i klubben, hvor han er en del af dens tv-kanal, ligesom han også beskæftiger sig med at være dj.
Han har flere gange mødt den 53-årige Roman Abramovich, som han beskriver som en genert og tilbageholdende type, der aldrig selv henvender sig til folk, ligesom han også holder sig fra medierne.
Han blev en del af Chelsea tilbage i 2003, hvor han købte Premier League-klubben. Siden har han brugt mange milliarder på holdet, som lige nu ligger nummer fire i den bedste engelske række med 36 point.
For to et halvt år siden blev han skilt fra sin kone gennem ti år, Dasha Zhukova, som han har to børn sammen med. De var gledet fra hinanden, fortalte de.
»Efter ti år sammen har vi truffet den svære beslutning om at blive skilt, men vi forbliver tætte venner, forældre og partnere i de projekter, som vi har udviklet sammen,« sagde parret dengang.