FC København skrev første halvdel af den sætning, der kan ende med at blive historisk. Københavnerne var iskolde og kyniske, da de trak en 2-1-sejr og et forrygende udgangspunkt med hjem til Telia Parken, hvor det hele skal afgøres på torsdag.

I Sofia, der er bygget af beton og i langt mere end 50 nuancer af grå, men også hvor kirkespirene af guld giver et godt billede på skellet mellem toppen af samfundet med den rige oligarks fodboldleg i Ludogorets og de knap så velhavende indbyggere, fortsatte FCK på det flyvende europæiske tæppe.

De sidste Ludogorets-fans havde dårligt parkeret bilen efter den mere end fire timer lange køretur fra hjembyen Razgrad, før FC København havde gjort det, de gør bedst. Som så ofte før var det et hjørnespark fra Ludwig Augustinsson, der lige blev snittet af Mathias Zanka Jørgensens hovedtop, før Anicet Abel selv skubbede bolden i nettet til FCK-føring på 1-0.

 

Halvandet minut var der bare spillet her, og så var det altså kun de 350 tilrejsende københavner-fans der kunne høres på det pivåbne, faldefærdige og halvtomme nationalstadion navngivet Vasil Levski.

Forventningerne var på forhånd store til FCK – ikke mindst fra Ståle Solbakken, fornemmede man på pressemødet inden kampe. Det var Ludogorets. Fra Bulgarien. Med lige så dårlige muligheder for forberedelse som FCK. Ikke Chelsea, Manchester City eller Marseille i topform, som tidligere har været stopklods for FC Københavns drømme om at spille mere end to europæiske kampe efter jul.

Derfor var det måske ikke mirakuløst, da FCK også sparkede sig foran 2-0 i det bulgarske mørke allerede otte minutter efter pausen. Men det var alligevel imponerende. Rasmus Falk, der spillede en blændende kamp, lagde bolden på tværs til Youssef Toutouh, og denne gang stod hverken stolpen eller målmand Stoyanov i vejen. Langs jorden gik bolden i mål til 2-0.

Ret skal være ret. Det var Ludogorets, der sad på det meste af spillet i første halvleg, men chancerne var små – ofte langskud fra de skydeglade, eksotiske offensivspillere fra Ludogorets. Og Robin Olsen var uden problemer.

Og det var også FC København, der udover de to mål havde kampens tredjestørste chance. Den faldt til Youssef Toutouh bare sekunder efter startfløjtet til anden halvleg og et stykke inden målet til 2-0. Rasmus Falk trak forbi en bulgarer, fandt Santander, der spillede en fremstormende Toutouh fri. Afslutningen blev dog for yderlig, og stolpen stod i vejen for en scoring.

 
FC København fik en fantastisk start i Europa League, da de kort efter startfløjt kom foran 0-1 mod Ludogorets på et selvmål.
Vis mere

Det blev en vigtig sejr for FCK, men den blev ikke så stor, som de kunne have drømt om. For presset blev for stort, og små ti minutter før tid gik det så for første gang galt i defensiven. Robin Olsen kunne kun snitte en bold på overliggeren, og indskiftede Claudiu Keseru satte risposten ind til 1-2.

Derfra vågnede hjemmepublikummet op, og presset blev for alvor stort på FC København. Lydniveauet steg ved hvert et angreb, men københavnerne holdt føringen hjem og hentede en vigtig sejr.

Men det blev ikke kun jubel, for Jan Gregus fik med to dumme gule kort en udvisning, og da Kvist også er i karantæne, skal Solbakken have fundet en helt ny makker til Matic i returkampen. De kan godt spidse blyanten og åbne historiebogen i FCK.