En af de helt store spillere i Argentinas fodboldhistorie er død.
Rene Houseman var en del af det landshold, der for første gang nogensinde formåede at vinde VM-trofæet til den fodboldgale nation. Det var i 1978.
Torsdag gik han bort, efter at have lidt af kræft i munden. Han blev 64 år.
Det meddeler det argentinske fodboldforbund.
Rene Houseman spillede på fløjen, og han betragtes den dag i dag stadig som det argentinske landsholds måske bedste nogensinde på dén position.
»Han var talentfuld, hurtig og uforudsigelig,« lyder det i nekrologen på fodboldforbundets hjemmeside:
»Han imponerede fansene, og han skilte sig ud som den mest ægte repræsentant for argentinsk fodbold. Den slags fodbold, der spilles på marken og er mest kendt for driblingerne.«
Han spillede det meste af sin karriere - fra 1983-80 - i Huracan, og han regnes stadig for den største spiller i klubbens historie.
Det blev til 55 landskampe og 13 mål i den blå-hvid-stribede landsholdstrøje for spilleren med tilnavnet 'Loco'.
Det største øjeblik var selvfølgelig, da han var med til at vinde VM på hjemmebane i 1978. Han var med i seks af syv kampe og scorede et enkelt mål.
I finalen mod Holland blev han skiftet ind i det 75. minut og havde dermed sin andel i sejren på 3-1, der først blev sikret efter forlænget spilletid.
Den store måltyv fra slutrunden for 40 år siden, Mario Kempes, har sendt en hilsen på Twitter.
»Du vil altid være den søde gale (Loco', red.). Du vil altid være hos os. Hvil i fred, Rene Houseman,« lyder det fra Mario Kempes.