Der er meget mere på spil end bare et fodboldresultat, når Real Madrid og FC Barcelona mødes i en af klodens største fodboldkampe, El Clásico.
Onsdag tørnede de to klubber sammen på Camp Nou, men kongeklubben fra Madrid føler sig godt og grundigt bortdømt efter 0-0 resultatet. Det er man ikke bange for at vise.
Efter opgøret har klubben nemlig lagt en nyhed op på sin hjemmeside, hvor man helt åbenlyst kritiserer kampens dommer, Alejandro Hernández Hernández.
Ifølge Real Madrid glemte dommeren at dømme to straffespark til madrilenernes fordel. DU KAN SE OPSLAGET I BUNDEN AF ARTIKLEN.

»Raphaël Varane var centrum i de to mest kontroversielle hændelser i El Clásico på Camp Nou. Der blev begået to straffespark i første halvleg, som Hernández Hernández ikke straffede,« skriver Real Madrid på sin hjemmeside, hvorefter klubben beskriver de to aktioner.
Den første fandt sted efter 17 minutter, hvor Barcelonas Lenglet stemplede Raphaël Varane, mens nummer to allerede skete to minutter senere. Her hev Ivan Rakitic ifølge Real Madrid i Raphaël Varanes trøje, hvilket burde takseres med et straffespark, hvis man spørger Madrid-lejren.
»Men på ny besluttede hverken dommeren eller VAR at give den hårdeste straf,« skriver Real Madrid.
Ser man på billedet, er der umiddelbart heller ikke tvivl om, at der bliver hevet i franskmandens trøje.

Kampen mellem Real Madrid og FC Barcelona blev 0-0 for første gang i 17 år, og i forbindelse med opgøret opstod der voldsomme uroligheder.
Ifølge flere medier, herunder spanske Marca, er over 50 mennesker tilskadekomne i forbindelse med El Clásico.
Oprindeligt skulle kampen være spillet sidst i oktober, men opgøret blev rykket til onsdag på grund af urolighederne i Catalonien, som har grobund i opgøret mellem separatister, som ønsker Cataloniens løsrivelse fra Spanien, og centralstyret.
Af de tilskadekomne er to politimænd fra Mossos d'Esquadra, den catalanske politistyrke.