Talent er ikke altid nok til at få en stor fodboldkarriere. Heller ikke selv om man kommer på ungdomslandsholdet og ser ud til at have en lys fremtid på banen.

Ilija Jurkovic på 22 år er et skoleeksempel på, hvordan det kan gå helt galt.

Hans karriere på græsset er med stor sandsynlighed slut, allerede inden den for alvor kom i gang, og nu har et af Sveriges største talenter taget den kriminelle løbebane og regnes af politiet for at være blandt de farligste bandeledere.

Historien bliver bragt i Aftonbladet, der har fået sat et interview op med den unge mand, som spillede på ungdomslandsholdet med et andet lysende talent, Alexander Isak.

Jurkovic var selv så god i en tidlig alder, at han nåede at træne med førsteholdet i AIK Stockholm som 17-årig.

For øjeblikket er Ilija Jurkovic bag lås og slå i et af de højest sikrede fængsler i Sverige, i Salberga Anstalt uden for Västerås. På grund af et meningsløst slagsmål.

»Man sidder og ser sine gamle holdkammerater spille i fjernsynet. Så sidder man selv her i fængslet. Folk, man har mødt og spillet med. Alexander Isak,« siger Jurkovic og holder en tænkepause.

»Man er glad på deres vegne, og jeg plejer at skrive til dem på Instagram. 'Klø på',« siger Jurkovic, som to gange tidligere har siddet i fængsel for groft brud på våbenloven og medvirken til hvidvask.

Jurkovic skal nu tilbringe 11 år bag tremmer. Dette billede er blevet taget i forbindelse med en tidligere dom.
Jurkovic skal nu tilbringe 11 år bag tremmer. Dette billede er blevet taget i forbindelse med en tidligere dom. Farzam Abolhosseini

Han har selv været udsat for to drabsforsøg, forklarer han.

For tre år siden lagde han støvlerne på hylden.

»Jeg sagde ingenting. Jeg stoppede bare med at møde op. De forsøgte at ringe til mig. De spurgte min agent. Han ringede til mig, men ham svarede jeg heller ikke.«

»Jeg havde også dårlig kontakt til min far, og han var altid den, der havde presset mig, men jeg svarede heller ikke ham. Jeg var indstillet på at skulle nogle andre ting. Så jeg stoppede med fodbolden, og det var dér, mine problemer begyndte,« forklarer han til Aftonbladet.

Ilija Jurkovic har stadig en drøm om at blive en vellykket fodboldspiller, men han ønsker ikke at forlade det kriminelle miljø.

»Nej, hvis jeg ville det, havde jeg gjort det for længst. Jeg gør det af en grund. Det er ikke for at spille smart, eller jeg synes, det er cool, eller sådan noget. Det har en årsag. Alle har et formål,« forklarer han uden at ville fortælle, hvad det er.

Jurkovic fik en korsbåndsskade i 2014, og allerede året efter var han mistænkt for drab, men kom ikke i fængsel grundet manglende beviser.