Fanendo Adi blev ikke nogen stor succes i FC København. Den store nigerianske angriber var hentet ind som det punkt på bageste stolpe, som FCK-backerne var blevet så vant til at sigte efter med Dame N'Doye og Andreas Cornelius.

Men Solbakken så ikke det samme lys i angriberen, som den daværende sportschef Carsten V. Jensen havde set.

Derfor blev Fanendo Adi sendt videre til USA, MLS og Portland Timbers for omkring 10 millioner kroner, og her var han i denne sæson med til at vinde mesterskabet med sine 18 mål. Nu kan han være på vej videre. Ifølge BTs oplysninger er interessen for Adi stor, og russiske Rubin Kazan har allerede fået et bud afvist på 14 millioner kroner.

Portland Timbers ønsker nemlig angiveligt mellem 20 og 25 millioner kroner for deres stjerneangriber, og med interesse fra klubber som Celtic, Werder Bremen, Sporting Lissabon, Cardiff og kinesiske Shanghai SIPG forventes det, at Adi snart vender tilbage til Europa, hvis ikke pengene i Kina bliver for store og fristende.

For det er eftersigende Europa, han ønsker at ramme igen. Om det er for at vise, at FC København tog fejl, da de sendte ham videre efter mindre end et år i klubben, vides ikke. Men meget tyder på, at Fanendo Adi snart får lov at vise sig frem på europæiske baner igen.