Copa America har allerede leveret solid underholdning.

I turneringens første kampe har Brasilien leveret en solid 3-0-sejr, Argentina har skuffet mod Colombia, og natten til mandag var der igen drama.

I kampen mellem Uruguay og Ecuador opstod der en voldsom situation efter godt 20 minutters spil.

Uruguays Nicolas Lodeiro havde bragt sit hold foran 1-0 efter seks minutters spil, men cirka et kvarter efter røg han i græsset.

Jose Quintero (gult) kastede sig voldsomt ind i Nicolas Lodeiro (blåt) med albuen forrest.
Jose Quintero (gult) kastede sig voldsomt ind i Nicolas Lodeiro (blåt) med albuen forrest. Foto: Juan Ignacio Roncoroni
Vis mere

Ecuadorianeren Jose Quinteros havde albuerne godt fremme i en luftduel og ramte Lodeiro hårdt i hovedet.

Uruguayaneren tog sig straks til ansigtet, og tv-billeder viste hurtigt, at han blødte kraftigt fra hovedet.

Kampens dommer, brasilianske Anderson Daronco, valgte at give Quintero et gult kort, men kort efter kom meldingen fra dommerkollegaerne i VAR-rummet.

Daronco løb selv ud til sidelinjen for at vurdere situationen, og kort efter løb han tilbage til Quintero og signalerede, at han ville trække det gule kort tilbage, og viste i stedet et rødt kort. Du kan se hele situationen øverst i artiklen.

Nicolas Lodeiro efter den hårdhændede behandling af Jose Quintero.
Nicolas Lodeiro efter den hårdhændede behandling af Jose Quintero. Foto: DOUGLAS MAGNO
Vis mere

Uruguay vandt kampen med hele 4-0. Foruden Lodeiro kom de prominente angribere Edinson Cavani og Luis Suarez begge på tavlen, mens det sidste mål var et selvmål.

Ved dette års Copa America er de 10 hold fra den sydamerikanske kvalifikationsturnering med, mens man også har inviteret Japan og Qatar for at komme op på 12 hold.

Det er dog ikke den eneste store turnering, der spilles netop nu. I Frankrig afholdes der netop nu VM i kvindefodbold, mens U21-EM blev sparket i gang i Italien og San Marino søndag.

I den sidstnævnte turnering er Danmark repræsenteret, og de sparker deres turnering i gang klokken 21 mandag aften, hvor man møder Tyskland. Den kamp kan du følge med i her hos B.T. Sport.