Det skulle have været en normal tur på golfbanen for den tidligere fodboldspiller og D.C. United-legende Jaime Moreno, da han 16. juli lagde vejen forbi 1757 Golf Club i den amerikanske stat Virginia.

Men et forfærdeligt uheld kan nu ende med at koste den 45-årige bolivianer synet på det ene øje, skriver Washington Post.

For på banens fjerde hul havde Jaime Moreno slået bolden ud af roughen og var kommet tæt på en sti beregnet til golfvogne.

»Normalt tager jeg et par sving, inden jeg slår til bolden. Men af en eller anden grund slog jeg til den med det samme denne gang,« siger Moreno til mediet.

Det medførte, at golfbolden ramte kanten af stien og rikochetterede direkte tilbage mod Jaime Morenos ansigt, hvor bolivianerens venstre øje måtte tage fra, hvorfor blodet strømmede fra hans ansigt.

Efterfølgende blev han opereret i øjet, men ifølge Moreno har lægerne fortalt ham, at der i den nærmeste fremtid kan være behov for endnu en operation, og at de frygter, han ikke vil få synet tilbage på sit venstre øje.

Moreno siger til Washington Post, at der kan gå op til to måneder, inden det kan siges med sikkerhed, hvorvidt synet er reddet eller ej.

Men én ulykke kommer sjældent alene, og således heller ikke for den tidligere D.C. United-legende, for det har vist sig, at Moreno ikke har en forsikring, der dækker hospitalsomkostningerne efter det skrækkelig uheld.

Jaime Moreno i 2009 i sin tid i D.C. United. Her i 2009.
Jaime Moreno i 2009 i sin tid i D.C. United. Her i 2009. Foto: NICHOLAS KAMM
Vis mere

Derfor er der nu startet en indsamling på platformen GoFundMe, hvor D.C. United-fans forsøger at samle ind til den skadede klublegende.

I skrivende stund har 448 personer samlet 41.273 dollar, svarende til godt 263.000 danske kroner, ind. Målet er at ramme 50.000 dollar, eller hvad der svarer til knap 320.000 kroner.

Jaime Moreno spillede i D.C. United fra 1996 til 2010, kun afbrudt af et lejeophold i Middlesbrough i 97/98-sæsonen og en enkelt sæson hos MetroStars i 2003.

På det bolivianske landshold optrådte Moreno fra 1991 til 2008. Han stoppede sin fodboldkarriere i 2010.