Bournemouth. Phillip Billing indtog en hovedrolle, da den danske midtbanespiller og Bournemouth tirsdag tog imod Swansea i den næstbedste engelske række, The Championship.

Bournemouth vandt 3-0, og Philip Billing var både involveret i sin klubs første og sidste scoring.

Danskeren åbnede således målscoringen, da han efter små ti minutter, liggende vandret i luften, flugtede et indlæg op i nettaget bag en måbende Swansea-keeper.

I kampens døende minutter blev det så til en assist for danskeren, der lagde op til Arnaut Danjumas 3-0-scoring, som endegyldigt lukkede kampen.

Billing er nu oppe på fire mål i sæsonen. Sejren gør, at Bournemouth nu har 59 point på ligaens syvendeplads. Det er to point færre, end Barnsley og Reading har på henholdsvis sjette- og femtepladsen, der giver adgang til playoffkampe om oprykning til Premier League.

Danskerklubben Brentford ligger på fjerdepladsen med 67 point efter uafgjort mod Derby tirsdag.

Kampen endte 2-2, og Thomas Frank og co. kan næppe være tilfredse med det resultat, da Brentford kom foran 2-0, men altså måtte se Derby både reducere og senere udligne med få minutter tilbage af opgøret.

Brentford har nu fem point op til Watford på andenpladsen, der vandt 4-1 tirsdag over Rotherham. Philip Zinckernagel bidrog til målfesten. Danskeren leverede to assister for Watford.

/ritzau/