Da Estavana Polman og Rafael van der Vaart officielt flyttede sammen i Esbjerg i sommeren 2016, var det svært at forudsige, at det knap seks år senere skulle se ud, som det gør i dag.

En fodboldstjerne, som bare seks år tidligere bar anførerbindet i en VM-finale og havde fashionable klubadresser som Real Madrid og Tottenham på cv'et, gjorde en af verdens bedste kvindelige håndboldspillere og nyslået dansk mester selskab i byen.

Nu skulle de sammen bo i vestjyske Esbjerg.

Historien startede godt – men har siden taget en noget anden drejning. På kort tid er Estavana Polman og Rafael van der Vaart gået fra at være et af havnebyens yndlingspar til at være i unåde hos klub og fans.

Den orange landsholdstrøje er den eneste, Rafael van der Vaart kan gøre sig forhåbninger om at se Estavana Polman optræde i foreløbig.
Den orange landsholdstrøje er den eneste, Rafael van der Vaart kan gøre sig forhåbninger om at se Estavana Polman optræde i foreløbig. Foto: RONNY HARTMANN
Vis mere

En månedlang fejde mellem Polman og Team Esbjerg kulminerede 22. marts i klubbens beslutning om en reel fyring af hollænderen. Siden er kritik fra Polman mod ledelsen og cheftræner Jesper Jensen blevet besvaret med et åbent brev underskrevet af 15 Esbjerg-spillere, der udtrykker deres støtte til netop cheftræneren.

Kvinden i centrum holder sig fra at kommentere sagen, da B.T. taler med hende.

»Jeg meldte også ud i går, at jeg ikke har yderligere kommentarer, så jeg kan ikke sige mere for nu. Desværre, jeg kan ikke give dig flere svar. Jeg er stadig spiller for Team Esbjerg,« siger Polman.

Sagen har givet dybe ridser i lakken – ikke kun hos Polman, men også hos Team Esbjerg.

Estavana Polman og Rafael van der Vaart har gjort sig upopulære i Esbjerg.
Estavana Polman og Rafael van der Vaart har gjort sig upopulære i Esbjerg. Foto: Patrick van Katwijk
Vis mere

»Der er forskellige opfattelser af hændelsesforløbet, mere kan jeg egentlig ikke komme ind på. Vi har prøvet at gøre det på en ordentlig måde fra klubbens side, for klubben skal også eksistere fremadrettet. Vi har et godt ry, og det vil vi gerne fortsætte med at have. Jeg synes, vi har opført os ordentligt i det hændelsesforløb, der har været her,« siger Bjarne Pedersen, der er bestyrelsesformand i Team Esbjerg.

Netop ryet kan til gengæld have taget skade hos den anden halvdel af det hollandske sportspar – nemlig Rafael van der Vaart.

I august 2021 var Esbjerg fB i ekstase over at kunne tilføje van der Vaart til trænerstaben. Nu – kun et halvt år efter ansættelsen – har man fået armene ned.

Klubben ligger i ruiner, og blot fire dage inden Polmans fyring sparkede van der Vaart en bold mod Esbjergs fans. Det gjorde han, efter en gruppe Esbjerg-tilhængere kastede med kanonslag under kampen mod Lyngby i 1. division.

Den kontroversielle episode har nu bragt hollænderen i unåde blandt dele af Esbjergs fans.

»Jeg hørte også, der blev råbt 'ludersøn' efter ham, da det skete. Efter hvad jeg så på tv efterfølgende, så var det kun rettet mod ham – og det er jo så tåbeligt. Så der er nok nogle små grupperinger, der ønsker ham derhen, hvor peberet gror. Der er nogle fans, der ønsker ham langt væk sammen med ledelse og trænerstab. Men det vil jeg ikke sige personligt,« siger han.

Polman er i unåde og fyret. Rafael van der Vaart er 'blot' i unåde. Oprindelig var det kærestens tilværelse i Team Esbjerg, der fik den tidligere hollandske landsholdsspiller til at slå sig ned på den jyske vestkyst. Den tilværelse lakker nu mod enden. Derfor er spørgsmålet, om parrets tid i Esbjerg og Danmark gør det samme.

Nu, hvor van der Vaarts kæreste er blevet fritstillet af Team Esbjerg, er du så nervøs for, om han kan fortsætte hos jer?

»Det har vi slet ikke talt om,« lyder det korte svar fra EfB-direktør Jens Hammer Sørensen.

Det er ikke noget, du har tanker om?

»Nej, egentlig ikke,« siger han.

Parret Polman og van der Vaart var Esbjergs royale sportspowerpar. Nu kan de ende med at forlade byen som to gange persona non grata.