Vanvittig rapport om engelsk fodbold chokerer: 'Det er et alvorligt wakeupcall'
En ny rapport om engelsk fodbold viser, at størstedelen af klubberne har økonomiske problemer.

En ny rapport om engelsk fodbold viser, at størstedelen af klubberne har økonomiske problemer.

Der er masser af penge i den bedste engelske fodboldrække, Premier League.
Derfor kæmper alle engelske klubber en brav kamp for at klatre til tops og kunne få en bid af kagen.
Og det presser dem til det yderste rent økonomisk.
Det viser en ny rapport fra den offentlige instans Independent Football Regulator ifølge mediet The Independent.
Hele 94 procent af alle klubberne i de fem bedste engelske fodboldrækker havde underskud i 2025/26-sæsonen.
Derudover viser rapporten også, hvor afhængige de engelske klubber er af kapitalindsprøjtninger fra deres ejere.
To tredjedele af klubberne ville ikke overleve mere end 90 dage, hvis deres ejere trak sig – og næsten en tredjedel ville ikke kunne overleve bare én enkelt måned.
Særligt klubberne i den næstbedste og ned til den fjerdebedste engelske fodboldrække overforbruger og lever livet på kanten i forsøget på at nå i Premier League.
»Rapporten udstiller med al tydelighed den uholdbare og dysfunktionelle økonomiske model i fodbold,« vurderer Tom Greatrex, formand for den engelske fodboldfansorganisation Football Supporters’ Association til mediet og fortsætter:
»Det er et alvorligt 'wakeupcall' for engelsk professionel herrefodbold, som skal føre til reelle og varige forandringer.«
Premier League anerkender ifølge mediet udfordringerne i engelsk fodbold og er klar til at løse dem i fællesskab.
De understreger samtidig, at en ny model for indtægtsfordeling skal følges af effektiv økonomisk kontrol og bredere reformer.