Der er store penge i toppen af engelsk fodbold, og de enorme lønninger bliver tilsyneladende ikke kun udbetalt til højt profilerede spillere og managere.

Også chefen for den engelske spillerforening (PFA) kan gå hjem fra arbejde med fyldte lommer.

Den nyeste opgørelse fra foreningen viser, at administrerende direktør Gordon Taylor sidste år modtog 2,2 millioner britiske pund, svarende til mere end 18 millioner danske kroner.

Det er en lønstigning på 1,3 millioner pund i forhold til året før, og beløbet vækker bestyrtelse i det engelske fodboldmiljø.

Den tidligere landsholdsspiller Graeme Le Saux kalder ifølge The Guardian lønpakken for "absolut skandaløs", mens den forhenværende Crystal Palace-formand Simon Jordan finder den "uforsvarlig".

- Jeg har ikke noget personligt imod Gordon Taylor - Dalai Lama kunne være administrerende direktør for foreningen og få den løn, og den ville stadig være forkert på så mange niveauer, siger Simon Jordan.

- Kun i fodbold, der er så langt væk fra virkeligheden, kan man betale sig selv et salær i den størrelsesorden, lyder det.

Direktørens løn sluger alene omkring 13 procent PFA's samlede årsbudget på omkring 17 millioner pund, der kommer fra tilskud og medlemsbidrag.

 

/ritzau/