Hvis Lionel Messi lige trak vejret en ekstra gang, inden han lagde hovedet på puden torsdag aften, så forstår man ham godt.

For den argentinske superstjerne slap nemlig med skrækken, da han blev udsat for en vanvidstackling i opgøret mod Venezuela.

Her blev den 34-årige Paris Saint-Germain-spiller nedlagt af Adrian Martinez efter 32 minutters spil.

Den 28-årige forsvarsspiller var netop kommet på banen blot seks minutter forinden, men den grove tackling på argentineren gjorde, at han måtte gå den tunge vej i bad før holdkammeraterne.

Messi i smerte under torsdagens kamp.
Messi i smerte under torsdagens kamp. EDILZON GAMEZ

Vanvidstacklingen udløste nemlig et direkte rødt kort til Adrian Martinez.

Lionel Messi lå længe på græsset og vred sig i smerte, og efterfølgende viste tv-billederne da også, at den lille argentiner var blevet stemplet hårdt på benet.

PSG-stjernen modtog herefter behandling i længere tid, mens de argentinske fodboldfans holdt vejret.

Efter noget tid rejste Messi sig dog op, og her lignede han da også en mand, der var glad for at være sluppet relativt billigt i situationen.

Argentina vandt i øvrigt torsdagens stormøde i Sydamerika.

På mål af Lautaro Martínez, Joaquin Correa og Angel Correa vandt fodboldstormagten med 3-1 over Venezuela i VM-kvalifikationen.

I videoen øverst i artiklen kan du se den voldsomme tackling på argentineren.