Borussia Dortmund førte 4-0 ved pausen, men smed det hele væk mod Schalke 04 i Ruhr-derby.

Schalke 04 leverede lørdag et helt vanvittigt comeback på en af de største scener for klubben.

I Ruhr-derbyet på udebane mod Borussia Dortmund var Schalke bagud med 0-4 allerede efter 25 minutter, men alligevel fik udeholdet 4-4 med hjem.

Fire scoringer i den sidste halve time hjalp Schalke til point, heraf det sidste dybt inde i kampens tillægstid.

Det så ellers ud til, at Schalke kunne rende ind i en øretæve af dimensioner, da Dortmund i løbet af 13 minutter bragte sig på 4-0.

De 13 gyldne minutter blev indledt efter godt 11 af slagsen. Efter indlæg fra begge sider kunne Pierre-Emerick Aubameyang til sidst glide 1-0-målet i kassen ved den ene stolperod.

Godt seks minutter senere blev det 2-0 ved et selvmål. Benjamin Stambouli havde intentioner om at flugte et frisparksindlæg ud af farezonen, men bolden ramte ham i hovedet og hoppede i mål.

Bare to minutter senere stod det 3-0. Pierre-Emerick Aubameyang udfordrede i højre side og serverede et indlæg, som Mario Götze smaskede i nettet med pandebrasken.

Efter 24 minutter var det Raphael Guerreiros tur. Efter en clearing havnede bolden bagest i feltet, hvor Guerreiro behersket sendte en helflugter i modsatte hjørne til 4-0.

Det blev måske en lille sovepude for hjemmeholdet, der dækkede mangelfuldt op, da Benjamin Stambouli over en banehalvdel slog en aflevering, som Guido Burgstaller headede ind til 1-4 efter en time.

Tre minutter senere reducerede Amine Harit yderligere, da han sparkede et indlæg ind, og udeholdet lugtede et vildt comeback, da Dortmund efter 71 minutter fik Pierre-Emerick Aubameyang udvist for det andet gule kort.

Fem minutter før tid blev alt åbnet op, da Daniel Caligiuri reducerede til 3-4. Daniel Caligiuri skar ind i feltet fra baglinjen og hamrede bolden ind i målhjørnet. En fremragende scoring.

Derfra så Dortmund ud til at holde stand, men fire minutter inde i tillægstiden steg Naldo til vejrs og headede udligningen ind i et tætbefolket straffesparksfelt til slutresultatet.

Dermed forbliver Schalke på tredjepladsen med 24 point, mens Dortmund har 21 på fjerdepladsen.

På andenpladsen har RB Leipzig 26 point efter hjemmesejren på 2-0 over Werder Bremen i et rent danskeropgør.

Yussuf Poulsen spillede hele kampen for hjemmeholdet, mens Thomas Delaney undervejs i de 90 minutter ragede et gult kort til sig for Werder, der ligger næstsidst med otte point for 13 kampe.

Hos Mainz 05 var Viktor Fischer i startopstillingen, da det på udebane blev til nederlag på 1-2 til Freiburg.

Landsholdsspilleren blev efter 80 minutter erstattet med landsmanden Emil Berggreen, der reducerede til 1-2 i tillægstiden.

Det var den tidligere Hobro-spillers første kamp for Mainz.

/ritzau/