Manchester City-manager Pep Guardiola langede efter lørdagens storsejr ud efter…bolddrengene!

Det kan godt være, at Manchester City lørdag eftermiddag tørrede gulv med Crystal Palace og sejrede med 5-0 på hjemmebane – og dermed sikrede sig Premier Leagues førsteplads. Men det kunne slet ikke redde manager Pep Guardiolas humør denne lørdag. Han var sur.

Og det skyldtes især bolddrengene på Etihad Stadium.

 
Juventus vandt 4-0 over Torino i 6. spillerunde af Serie A.
Vis mere

»Vi var ikke klar de første 30 minutter. Det gik for langsomt. Ved frispark tog det 9-10 sekunder, før en af vores spillere fik sat spillet i gang,« sagde spanieren på den efterfølgende pressekonference og rettede derefter opmærksomheden mod de 12-13-årige bolddrenge.

»Bolddrengene var meget langsomme. Alle var langsomme. Vi må styre og skabe kampen. I anden halvleg var vi klar og fik hele tiden hurtigt sat gang i spillet.«

Under lørdagens kamp havde Guardiola flere små ’taktiksnakke’ med bolddrengene på sidelinjen. SE ET KLIP MED DET ØVERST I ARTIKLEN

Den tyske kantspiller Leroy Sané spillede en stor kamp for Manchester City lørdag med både mål og assist, men også han fik en stikpille af Guardiola efter opgøret.

»Han var ikke god, da han kom tilbage efter ferien. Han havde ikke en god optakt til sæsonen og var ikke god i de første træningskampe. Leroy fortjente ikke at spille de første kampe (i Premier League, red.),« lød opsangen.

Måske skulle Pep Guardiola tage et kig Premier League-tabellen – for det ville sandsynligvis kurere hans surmuleri. Manchester City fører ligaen, har hentet 16 ud af 18 point, og målscoren lyder på skræmmende 21-2.