Værste VM-frygt blev til virkelighed: Tusindvis af tomme sæder
FIFAs præsident var endda til stede på stadion i Mexico.

FIFAs præsident var endda til stede på stadion i Mexico.

Allerede i VMs anden kamp skete det.
Endda for øjnene af FIFA-præsident Gianni Infantino, der var til stede på Estadio Akron natten til fredag dansk tid.

Her var der således et væld af tomme sæder til opgøret mellem Sydkorea og Tjekkiet, og dermed blev den værste frygt for slutrunden hurtigt til virkelighed.
For der har i ugerne og dagene op til turneringen været rygter om, at mange tilskuere ville holde sig væk. Ikke mindst på grund af de svinedyre billetter og besværlige rejseforhold.
Så sent som onsdag gjorde Gianni Infantino ellers sit til at dæmpe stemningen ved at sige, at efterspørgslen på billetter har været ti gange større end nogensinde før.
»Altså, hvis det er tilfældet, så er der ingen, der har fortalt det til Guadalajara,« som The New York Times tørt konstaterer om, hvordan der så ud på stadionet i den mexicanske værtsby.

Her lyder det videre, at »pletter af røde sæder kunne ses overalt – med hvad der lignede tusindvis af tomme sæder i alt«.
The Independent skriver på samme måde, at der var »tusindvis af tomme sæder over hele stadion«.
Officielt var der ifølge FIFA 44.985 til stede på Estadio Akron, der er VMs næstmindste stadion. Det vil sige, at der kun skulle have været små 700 ledige pladser i forhold til kapaciteten på 45.664.
»Det var tydeligvis i underkanten set ud fra de enorme områder med tomme pladser,« som The New York Times også skriver.

Mediet skriver, at det ikke mindst var i de dyreste områder midt på stadion, at der manglede fremmøde. Billetter hertil kostede op mod 30.000 kroner.
De billigste billetter til andre sektioner kostede mellem 2.500 og 3.200 kroner.
The Sun skriver, at kommentarerne hurtigt væltede ind fra brugere på sociale medier om mængden af tomme sæder:
»Det er det, der sker, når man presser priserne op på grænsen til vanvid.«
»Det er første gang, at jeg ser så mange tomme sæder til en VM-kamp. Bliver det den værste VM-slutrunde nogensinde?«
»Mængden af tomme sæder er simpelthen vanvittig. Meget ringe af FIFA.«
The New York Times spurgte efter kampen FIFA, hvad det officielle tilskuertal for kampen egentlig blev baseret på.
Det kunne mediet ikke få svar på.
På banen vandt Sydkorea i øvrigt med 2-1 over Tjekkiet.