Hvem skal sparke Danmark tættere på næste sommers VM?

På torsdag udtager landstræner Åge Hareide sin trup til den voldsomt vigtige VM-kvalifikationskamp mod Polen i Parken. En dansk sejr er et must, hvis drømmen om en tur til Rusland næste sommer skal holdes i live, og en sejr kræver mål - og mål kræver som bekendt skarpe angribere.

Heldigvis har Danmark for tiden en del angribere, der excellerer i deres udenlandske klubber, og Åge Hareide har masser af valgmuligheder. Kommer landstræneren i tvivl om, hvem han skal satse på, kan han lade sig inspirere af BTs nedenstående Power Ranking over de danske landsholdsangribere.

1) Nicolai Jørgensen

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Nicolai Jørgensen er klar til en nøglerolle i Polen-gyseren. Sidste års topscorer i Holland fortsætter umiddelbart, hvor han slap i Feyenoords mesterskabssæson. I weekenden stod han for 1-0-scoringen i Rotterdam-klubbens åbningssejr over Twente, og i træningskampene har han heller ikke holdt sig tilbage. Jørgensen ligner stadig Hareides klare førstevalg.

 
Ronaldo får sit andet gule kort i Supercopaen mod FC Barcelona.
Vis mere

2) Yussuf Poulsen

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Selvom stinkende rige RB Leipzig har økonomiske muskler til at hente diverse topangribere, holder tyskerne stædigt fast i Yussuf Poulsen, der har været i klubben siden tiden i 3. bundesliga. Det er kun den lidt forkølede målnæse, der holder ham fra det helt store gennembrud i den bedste tyske række. Poulsen har fået masser af spilletid i træningskampene, og han kom også på måltavlen i søndagens pokalsejr over Dorfmerkingen.

3) Kenneth Zohore

Foto: JANEK SKARZYNSKI
Vis mere

Zohore kunne godt blive Hareides kanin i hatten til Polen-kampen. Den hærdebrede Cardiff-spiller er et af tidens hotteste navne i den næstbedste engelske række, hvor han i weekenden gjorde selveste John Terry rundtosset i Cardiffs 3-0-sejr over Aston Villa. Zohore trænede med A-landsholdet forud for den seneste træningskamp mod Tyskland, så måske har landstræneren for alvor fået øje på den 23-årige angriber.

4) Pione Sisto

U21 Dgh
U21 Dgh Foto: Henning Bagger
Vis mere

I Spanien skal Pione Sisto forsøge at følge op på sin debutsæson, der bød på masser af spilletid og flere afgørende aktioner. Han skal nu tage skridtet og blive lidt mere stabil i præstationerne, og det ser lovende ud, hvis vi kigger på Celta Vigos seneste træningskamp mod AS Roma. Her scorede Sisto to gange, og det første mål var en sand perle, hvor den tidligere FCM-profil tog sagen i egen hånd fra midtercirklen af.

5) Nicklas Bendtner

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Er dansk fodbolds enfant terrible på vej mod et overraskende landsholdscomeback? Det er slet ikke utænkeligt. Landstræner Åge Hareide var på plads, da Bendtner i weekenden scorede et gudemål i topkampen mod Molde. Spørgsmålet er dog, om ni mål i 19 kampe i den bedste norske række er nok til en plads på det danske landshold, der svømmer i stærke angribere for tiden.

6) Andreas Cornelius

Foto: ROBERT GHEMENT
Vis mere

Den nyslåede Atalanta-angriber venter stadig på, at Serie A skydes i gang. Men at dømme efter optakten har ’Corner’ taget målnæsen med til Italien. Han har tæsket bolde i nettet, når han har fået chancen i træningskampene – nuvel, nogle af modstanderne har været amatørhold. Det trækker dog lidt ned, at Cornelius har bøvlet med lidt knæproblemer og startede på bænken i den seneste træningskamp mod Valencia.

7) Kasper Dolberg

Danmark tager imod Kazakhstan i Parken i VM kvalifikationen d. 11. oktober 2016. Debutanden Kasper Dolberg forsøger sig med skud. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)
Danmark tager imod Kazakhstan i Parken i VM kvalifikationen d. 11. oktober 2016. Debutanden Kasper Dolberg forsøger sig med skud. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

Den danske Ajax-komet går ind til denne sæson med tonstunge forventninger hvilende på sine skuldre. Og indtil videre virker den 19-årige dansker lidt hæmmet af presset. Dolberg endnu ikke fået hul på målbylden i denne sæson trods masser af spilletid, og i optakten blev det blot til en enkelt kasse. Men mon ikke målene kommer…det tror vi på!

Boblere: Markus Ingvartsen, Lasse Vibe, Martin Braithwaite, Viktor Fischer.