FC Københavns mexicanske forsvarsspiller Rodrigo Huescas modtog mandag sin dom for vanvidskørsel i indre København.
Han blev idømt 20 dages ubetinget fængsel og en bøde på 7000 kroner. Men han slap for udvisning af Danmark, som anklageren ellers gik efter.
Men FCK og Huescas kan endnu ikke ånde helt lettet op – for der er stadig mulighed for, at anklageren anker dommen.
»Vi skal have læst dommen grundigt og have vurderet, om vi skal indstille til anke. Og det har vi ikke gjort endnu,« fortæller anklager Sara Groth til B.T.
Men du kan ikke sige, hvad I hælder til?
»Nej, det vil jeg helst ikke svar på.«
Rodrigo Huescas blev i januar målt til at køre 111 km/t. i en byzone på Kalvebod Brygge. Og det vurderes som vanvidskørsel – en forbrydelse, der kan udløse udvisning.
»Betingelserne for udvisning var til stede, og det er derfor, vi har nedlagt påstanden. Men i sidste ende er det en vurdering fra Retten om, hvorvidt det var i strid med Danmarks internationale forpligtelser – og det har de vurderet, at det var,« fortæller Sara Groth.


